скачать книгу бесплатно
DOVREGUBBEN
I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden —
PEER GYNT
Er du drukken?
DOVREGUBBEN
(lægger noge skarpe redskaper på bordet)
Her ser du glasmesterøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør —
PEER GYNT
Det er galmands snakk!
DET ÆLDSTE HOFTROLD
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!
DOVREGUBBEN
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
PEER GYNT
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
DOVREGUBBEN
Ingensinde, min ven.
PEER GYNT
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
DOVREGUBBEN
Hvad vil du udenfor?
PEER GYNT
Gå min vej.
DOVREGUBBEN
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
PEER GYNT
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
DOVREGUBBEN
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
PEER GYNT
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; —
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage, —
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.
DOVREGUBBEN
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær —
PEER GYNT
Det er løgn i din hals!
DOVREGUBBEN
Du må hende ægte.
PEER GYNT
Tør du sige mig på, at – ?
DOVREGUBBEN
Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?
PEER GYNT
(blæser)
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
DOVREGUBBEN
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen —
PEER GYNT
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
DEN GRØNKLÆDTE
Min Peer, du er faer før året hælder.
PEER GYNT
Luk op; jeg skal ud.
DOVREGUBBEN
I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.
PEER GYNT
(tørrer sveden af sig)
Gid jeg var vågnet!
DOVREGUBBEN
Skal han skikkes til kongsgården?
PEER GYNT
Skik han på sognet!
DOVREGUBBEN
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort —
PEER GYNT
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; —
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)
DOVREGUBBEN
(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)
Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!
TROLDUGERNE
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
DOVREGUBBEN
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
(Går.)
