скачать книгу бесплатно
Jeg var yr.
INGRID
(truende)
Ja, men boden blir dig dyr!
PEER GYNT
Dyrest bod får kaldes billig.
INGRID
Står du fast ved dit?
PEER GYNT
Som sten.
INGRID
Godt; så se da, hvem som vinder!
(Går nedover.)
PEER GYNT
(tier en stund; med et skriger han)
Djævelen stå i alt, som minder!
Djævelen stå i alle kvinder!
INGRID
(drejer hovedet og råber hånligt op)
Uden en.
PEER GYNT
Ja; uden en.
(De går hver sin vej.)
(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op. ÅSE, fortvilet, råber og ser sig til alle sider. Solvejg har ondt for at holde tridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)
ÅSE
(fægter med armene og river sig i håret)
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap;
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
(Vender sig til Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt?
Han, som stødt for med løgn og digt; —
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldri har prøvet et dugeligt værk; —
han – ! En kunde både græde og le! —
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manen min drak,
for bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vår velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! Så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
(Forfærdet igen.)
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Der oppe på haugen – !
(Løber opover en liden højde og ser over vanedt. Indflytterfolkene kommer til.)
ÅSE
Ikke spor at se!
MANDEN
(stille)
Det er værst for ham.
ÅSE
(grædende)
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
MANDEN
(nikker mildt)
Ja, rigtig. Fortabt.
ÅSE
Nej, snak ikke slig!
Han er glup. Der er ingen ham lig.
MANDEN
Du dårlige kvinde!
ÅSE
Å-ja, å-ja;
jeg er dårlig; men gutten er bra’!
MANDEN
(altid dæmpet og med milde øjne)
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
ÅSE
(angst)
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
MANDEN
Tror du han kan for sin syndegæld sukke?
ÅSE
(ivrig)
Nej, men han kan ride i luften på bukke!
KONEN
Kors, I er gal?
MANDEN
Hvad siger I, moer?
ÅSE
Ingen gerning er ham for stor.
I skal se, får han bare leve så længe —
MANDEN
Bedst var det, I så ham i galgen hænge.
ÅSE
(skriger)
Kors i Jesu navn!
MANDEN
Under mestermands hænder,
tør ske, at hans sind sig til anger vender.
ÅSE
(fortumlet)
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!
MANDEN
Frelse hans sjæl.
ÅSE
Og krop!
Sidder han i myren, må vi drage ham op;
er han bergtagen, må vi efter ham kime.
MANDEN
Hm! – Her er fævej —
ÅSE
Gud lønne jer rigt,
