скачать книгу бесплатно
DOVREGUBBEN
Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
(Han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke.)
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.
PEER GYNT
(støder sagerne fra sig)
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
DOVREGUBBEN
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
PEER GYNT
(grundende)
Det står jo skrevet: du skal tvinge din natur; —
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
(Føjer sig.)
DOVREGUBBEN
Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?
PEER GYNT
En får håbe på vanens magt.
DOVREGUBBEN
Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.
PEER GYNT
(vred)
Jeg har ingen hale!
DOVREGUBBEN
Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.
PEER GYNT
Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
DOVREGUBBEN
Bejl aldri til datter min med bagen bar.
PEER GYNT
Gøre mennesker til dyr!
DOVREGUBBEN
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.
PEER GYNT
(betænksomt)
Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
DOVREGUBBEN
Du est en medgørlig fyr.
HOFTROLDET
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
PEER GYNT
(arrig)
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
DOVREGUBBEN
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
PEER GYNT
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
DOVREGUBBEN
Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. —
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
(Spil og dans.)
HOFTROLDET
Hvad tykkes dig?
PEER GYNT
Tykkes? Hm —
DOVREGUBBEN
Tal uden frygt!
Hvad ser du?
PEER GYNT
Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stutthoser tripper en purke dertil.
HOFTROLDENE
Æd ham!
DOVREGUBBEN
Husk, han har menneskesanser!
TROLDJOMFRUER
Hu, riv af ham både øre og øje!
DEN GRØNKLEDTE
(grædende)
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
PEER GYNT
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.
DEN GRØNKLEDTE
Tør du bande på det?
PEER GYNT
Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.
DOVREGUBBEN
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, —
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
PEER GYNT
Hvad vil du gjøre?
