banner banner banner
Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке
Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке
Оценить:
Рейтинг: 0

Полная версия:

Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

скачать книгу бесплатно

ÅSE

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten

(farer op).

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?

KONEN

Der, blant det andre skrammel

ÅSE

(roder om)

Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
«Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian’s mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!

KONEN

Jeg mener, det trængs

ÅSE

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt —

(glad).

To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

KONEN

Ja, rigtig har de det.

ÅSE

Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —
den, han har på, er så slidt og tyndt.

KONEN

Men kors, moer Åse, det er visst synd!

ÅSE

Å ja; men du ved nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.

__________________________

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

PEER GYNT

(ler imellemstunder)

Lås må der være; lås som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås som kan lukke
for alle de arrige nissebukke. —
De kommer med mørke; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pussler, i asken vi rager,
gjennem piben vi russler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

SOLVEJG

Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.

PEER GYNT

Solvejg! Det er ikke – ! Jo, det er! —
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

SOLVEJG

Bud har du skikket med Helga lille;
fler kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, der drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.

PEER GYNT

Men faer din?

SOLVEJG

På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.

PEER GYNT

Solvejg, du vene, —
for at komme til mig?

SOLVEJG

Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.

(I gråd.)

Værst var det at slippe min lille syster; —
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra dem, som ved brystet mig bar; —
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

PEER GYNT

Og kende du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.

SOLVEJG

Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

PEER GYNT

Og ved du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

SOLVEJG

På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem

PEER GYNT

Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så ved jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage – ;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
der skal ned igen, du; her er ringt og stygt —

SOLVEJG

Rigt eller gildt, – her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse,
for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.

PEER GYNT

Og ved du det visst? For alle dine dage?

SOLVEJG

Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.

PEER GYNT

Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.

(Han lukker opp; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)