скачать книгу бесплатно
I øjet latter; i halsen gråd!
JENTERNE
(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)
Trond i Valsfjerldet! Bård og Kåre!
Troldpak! – Fik I sove i armene vore?
(De danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig.)
__________________________
(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om. Peer Gynt kommer yr og forvildet.)
PEER GYNT
Slot over slot sig bygger!
Hej, for en skinnede port!
Stå! Vil du stå! Det rygger
længer og længer bort!
Hanen på fløjen løfter
vingerne sine til flugt;
alt blåner sig bort i kløfter,
og berget er låst og lukt. —
Hvad er det for stammer og rødder,
som vokser af åsens spræk?
Det er kæmper med hegrefødder!
Nu dåner de også væk.
Det vimrer, som regnbustrimer;
det skær mig i sind og syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad vægt på mit øjenbryn!
Hu, hvor det værker i panden. —
En bændende glohed ring – !
Jeg kan ikke mindesm hvem fanden
der brænedte mig den omkring!
(Segner ned.)
Flukt over Gjendin-eggen.
Digt og forbannet løgn!
Opover bratteste væggen
med bruden – og drukken et døgn;
jaget af høg og glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; —
løgn og forbandet digt!
(Stirrer længe opad.)
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl til knæs!
(Springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over seterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins!
Ja, glan kun, I unge jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter – !
Jo, kanske jeg svipper derned. —
Hvad nu da? De bruneørne – ?
Jeg mener fanden dem tog! —
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog:
det vokser sig op af gruset; —
se, porten vidåpen står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygdte gård!
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivryggen mod sit glas; —
der slængte kaptejnen sin flaske,
så spejlvæggen sprak i kans. —
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; der er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
hurra for den gynske æt!
Hvad er det for ståk og stønn?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råbder på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
den lyder i sang og klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!
(Springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og bliver liggende.)
__________________________
(En lid med store susende løvtrær. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene. En grønnklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under allslags forelskede fagter.)
DEN GRØNKLÆDTE
(standser og vender sig)
Er det sandt?
PEER GYNT
(skærer med fingeren over struben)
Så sandt, som jeg heder Peer; —
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldri skal jeg dig i håret trække —
DEN GRØNKLÆDTE
Ikke slå mig heller?
PEER GYNT
Nej, var det ligt?
Vi kongsønner slår ikke kvindfolk og sligt.
DEN GRØNKLÆDTE
Er du kongsøn?
PEER GYNT
Ja.
DEN GRØNKLÆDTE
Jeg er Dovrekongens datter.
PEER GYNT
Er du det? Se, se; det træffter jo godt.
DEN GRØNKLÆDTE
Inde i Ronden har faer min sin slot.
PEER GYNT
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
DEN GRØNKLÆDTE
Kjender du faer min? Han heder kong Brose.
PEER GYNT
Kjender du moer min? Hun heder dronning Åse.
DEN GRØNKLÆDTE
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
PEER GYNT
De raport, bare moer min taer på at skælde.
DEN GRØNKLÆDTE
Faer min kan spænde under højeste hvælven.
PEER GYNT
Moer min kan ride gennem strideste elven.
DEN GRØNKLÆDTE
Har du anden klædning, end fillerne der?
PEER GYNT
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
DEN GRØNKLÆDTE
Jeg går til hverdags i guld og silke.
PEER GYNT
Det tykkes dog ligere stry og stilke.
DEN GRØNKLÆDTE
Ja, det er et du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
