Peer Gynt / Пер Гюнт

Bare vi er ens i lader og klædsel,

kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.

Peer Gynt

Du er dog, de mange vilkår tiltrods,

mere rimelig karl, end en skulde frygte.

Dovregubben

Min søn, vi trolde er bedre

end vort rygte;

det er også en forskel mellem jer og os. —

Dog, endt er gildets alvorlige del;

nu vil vi ører og øjne fryde.

Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!

Dansemø, frem!

Træd Dovrehallens fjæl!

(Spil og dans.)

Hoftroldet

Hvad tykkes dig?

Peer Gynt

Tykkes, hm! —

Dovregubben

Tal uden frygt.

Hvad ser du?

Peer Gynt

Noget ustyggelig stygt.

Med kloven slår en bjeldeko

et tarmestrængt spil.

I stuthoser tripper en purke dertil.

Hoftroldene

Æd ham!

Dovregubben

Husk, han har menneskesanser!

Troldjomfruer

Hu, riv af ham både øre og øje!

Den grønklædte

(grædende.)

Huhu! Sligt må vi høre og døje,

når jeg og søster min spiller og danser!

Peer Gynt

Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,

det ved du, er aldrig så ilde ment.

Den grønklædte

Tør du bande på det?

Peer Gynt

Både dansen og spillet

var, katten klore mig, rigtig pent.

Dovregubben

Det er underligt med den menneskeart;

den hænger i så mærkværdigt længe.

Får den i dyst med os en flænge,

sætter den vel ar, men den heles snart.

Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;

villig har han kastet kristenmands-brogen,

villig har han drukket af mjødpokalen,

villig har han bundet bag på sig halen, —

så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,

at trygt jeg tænkte, den gamle Adam

var engang for alle på porten jaget;

men se, med et har han overtaget.

Ja-ja, min søn, så må du i kur

mod denne hersens menneskenatur.

Peer Gynt

Hvad vil du gøre?

Dovregubben

I venstre øjet

jeg risper dig lidt, så ser du skævt;

men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.

Så skærer jeg ud den højre ruden —

Peer Gynt

Er du drukken?

Dovregubben

(lægger nogle skarpe redskaber på bordet.)

Her ser du glasmestertøjet.

Spjeld skal du få, som den olme studen.

Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —

og aldrig vil synet dit kverves, som før,

af trippende purker og bjeldekør —

Peer Gynt

Det er galmands snak!

Det

ældste hoftrold

Det er Dovregubbens tale;

han er den vise og du den gale!

Dovregubben

Tænk efter, hvor megen fortræd og plage

du kan fri dig for mellem år og dage.

Kom dog ihug, at synet er kilden

til grådens argende beske lud.

Peer Gynt

Sandt nok; og der står i huspostillen:

forarger dig øjet, så slå det ud.

Hør! Sig mig, når heles så synet igen

til menneskesyn?

Dovregubben

Ingensinde, min ven.

Peer Gynt

Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.

Dovregubben

Hvad vil du udenfor?

Peer Gynt

Gå min vej.

Dovregubben

Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!

men udad går ikke Dovregubbens grind.

Peer Gynt

Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?

Dovregubben

Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!

Du har gaver for troldskab.

Ikke sandt, han ter

sig allerede nu så temmelig troldeligt?

Og trold vil du være?

Peer Gynt

Ja-Gud vil jeg så.

For en brud og et velskøttet rige på købet

kan jeg finde mig i at noget går i løbet.

Men alting i verden er der måde på.

Halen har jeg taget, det er ganske sandt;

men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;

brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;

men jeg kan vel igen få den på mig knappet.

Og sagtens kan jeg også få losset båden

for denne dovriske levemåden.

Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;

en ed kan en altid jo æde i sig; —

men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,

at en ikke som et skikkeligt menneske

kan dø, at gå som et bergtrold

alle sine dage, —

dette her, at en aldrig kan træde tilbage,

som der står i bogen, det lægger du vind på;

men det er noget, som jeg aldrig går ind på.

Dovregubben

Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;

og da er jeg ikke til at gantes med.

Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?

Først så kommer du min

datter for nær —

Peer Gynt

Det er løgn i din hals!

Dovregubben

Du må hende ægte.

Peer Gynt

Tør du sige mig på, at —?

Dovregubben

Hvad? Kan du nægte,

hun var i din attrå og i din begær?

Peer Gynt

(blæser.)

Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?

Dovregubben

Mennesket blir sig dog altid ligt.

Ånden bekender I alle med kæverne;

dog agtes kun det,

som kan fakkes med næverne.

Så du mener, at attråen intet gælder?

Vent; du skal snart få syn for sagn —

Peer Gynt

Du fisker mig ikke med løgnens agn!

Den grønklædte

Min Peer, du er faer før året hælder.

Peer Gynt

Luk op; jeg skal ud.

Dovregubben

I et bukkeskind

får du ungen efter dig.

Peer Gynt

(tørrer sveden af sig.)

Gid jeg var vågnet!

Dovregubben

Skal han skikkes til kongsgården?

Peer Gynt

Skik ham på sognet!

Dovregubben

Godt, prins Peer; den sagen blir din.

Men den ting er sikker, at gjort er gjort,

item at din afkom vil vokse;

sligt blandingskræ vokser

urimelig fort —

Peer Gynt

Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;

Vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.

Du skal vide, jeg er hverken

prins eller rig; —

og enten du så vil måle eller veje mig,

kan du tro du vinder ikke stort ved a

t eje mig.

(den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)

Dovregubben

(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han):

Hiv ham i knas mod bergvæggen, børn!

Troldungerne

Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!

Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!

Dovregubben

Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnat!

(går.)

Peer Gynt

(jaget af troldungerne.)

Slip mig, djævelstøj!

(vil op gennem skorstenspiben.)

Troldungerne.

Tomtegubber! Nisser!

bid ham bag!

Peer Gynt

Au!

(vil ned gennem kælderlemmen.)

Troldungerne

Stæng alle ridser!

Hoftroldet

Hvor de morer sig, de små!

Peer Gynt

(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre.)

Vil du slippe, dit skarn!

Hoftroldet

(slår ham over fingrene.)

Tag varsomt, slyngel, på et kongeligt barn!

Peer Gynt

Et rottehul —!

(løber derhen.)

Troldungerne

Nissebroer!

Det må du spærre!

Peer Gynt

Den gamle var fæl; men de unge er værre!

Troldungerne

Flæng ham!

Peer Gynt

Ak; den der var liden, som en mus!

(løber om.)

Troldungerne

(myldrer omkring ham.)

Stæng gærde! Stæng gærde!

Peer Gynt

(grædende.)

Ak; var jeg en lus!

(falder om.)

Troldungerne

Nu i synet på ham!

Peer Gynt

(begravet i trolddyngen.)

Hjælp, moer, jeg dør!

(Kirkeklokker ringer langt borte.)

Troldungerne

Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!

(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

(Bælmørke. Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren.)

Peer Gynt

Giv svar! Hvem er du?

(En stemme i mørket.)

Mig selv.

Peer Gynt

Af vejen!

Stemmen

Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.

Peer Gynt

(vil igennem på et andet sted,

men støder imod.)

Hvem er du?

Stemmen

Mig selv.

Kan du sige det samme?

Peer Gynt

Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!

Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!

Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!

(slår og hugger.)

Hvem er du?

Stemmen

Mig selv.

Peer Gynt

Det dumme svar

kan du gemme; det gør ikke sagen klar.

Hvad er du?

Stemmen

Den store Bøjgen.

Peer Gynt

Nå, så!

Før var gåden svart; nu tykkes den grå.

Af vejen, Bøjg!

Stemmen

Gå udenom, Peer!

Peer Gynt

Igennem!

(slår og hugger.)

Han faldt!

(vil frem, men støder imod.)

Hå, hå! Er her fler?

Stemmen

Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.

Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som fik mén.

Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.

Peer Gynt

(kaster grenen.)

Værget er troldsmurt;

men jeg har næver!

(slår sig igennem.)

Stemmen

Ja, lid på næverne; lid på kroppen.

Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.

Peer Gynt

(kommer igen.)

Atter og fram, det er lige langt; —

ud og ind, det er lige trangt!

Der er han! Og der! Og rundt om svingen!

Ret som jeg er ude, står jeg midt i

ringen. —

Nævn dig! Lad mig se dig!

Hvad er du for noget?

Stemmen

Bøjgen.

Peer Gynt

(famler omkring.)

Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.

Ingen skikkelse heller!

Det er som at tørne

i en dynge af knurrende halvvågne bjørne!

(skriger.)

Slå fra dig!

Stemmen

Bøjgen er ikke gal.

Peer Gynt

Slå!

Stemmen

Bøjgen slår ikke.

Peer Gynt

Kæmp! Du skal!

Stemmen

Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.

Peer Gynt

Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!

Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!

Bare noget at slås med.

Men det er her ikke. —

Nu snorker han! Bøjg!

Stemmen

Hvad godt?

Peer Gynt

Brug vold!

Stemmen

Den store Bøjgen vinder alting med lempe.

Peer Gynt

(bider sig i arme og hænder.)

Klør og flængende tænder i kødet!

Jeg må kende dryppet af mit eget blod.

(der høres som vingeslag af store fugle.)

Fugleskrig

Kommer han, Bøjg?

Stemmen i mørket.

Ja! fod for fod.

Fugleskrig

Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!

Peer Gynt

Skal du berge mig, jente, så gør det snart!

Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —

Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!

Fugleskrig

Han vimrer!

Stemmen

Vi har ham.

Fugleskrig

Systre! Skyd fart!

Peer Gynt

For dyrt, at købe sig livet til

for slig en times tærende spil.

(synker sammen.)

Fuglene

Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!

(Klokkeringning og Salmesang høres langt borte.)

Bøjgen

(svinder ind til intet og siger i et gisp.)

Han var for stærk. Der stod kvinder

bag ham.

(Solopgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)

(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)

Peer Gynt

(vågner, ser sig om med et sløvt og trægt øjekast. Han spytter.)

Den, som havde sig en ramsaltet sild!

(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)

Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?

Helga

Det er Solvejg —

Peer Gynt

(springer op.)

Hvor er hun?

Helga

Bag sætervæggen.

Solvejg

(skjult.)

Kommer du nær, så sætter jeg på sprang!

Peer Gynt

(standser.)

Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?

Solvejg

Skam dig!

Peer Gynt

Ved du, hvor jeg var inat? —

Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.

Solvejg

Da var det vel, der blev ringet med klokker.

Peer Gynt

Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —

Hvad siger du?

Helga

(grædende.)

Å, hun taer benene fat!

(løber efter.)

Vent!

Peer Gynt

(griber hende i armen.)

Se her, hvad jeg har i lommen!

En sølvknap, unge! Den skal du få,

bare snak godt for mig!

Helga

Slip; lad mig gå!

Peer Gynt

Der har du den.

Helga

Slip; der står nistebommen!

Peer Gynt

Gud nåde dig, hvis du ej —!

Helga

Uf, du skræmmer mig!

Peer Gynt

(spag; slipper hende.)

Nej, jeg mente: bed, at hun ikke

glemmer mig!

(Helga løber.)

Tredje handling

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald.)

(Peer Gynt står i skjorteærmerne og fælder gavntømmer.)

Peer Gynt

(hugger på en stor furu med krogede grene.)

Å-ja, du er sejg, du gamle kall;

men det båder knapt, for du står for fald.

(hugger igen.)

Jeg ser nok, du har en ståltrådssærk;

men jeg flænger den, jeg, var den aldrig så stærk. —

Ja, ja; du ryster din krogede arm;

det er rimeligt nok, du er arg og harm;

men lige fuldt så skal du i knæ —!

(bryder med engang tvert af.)

Løgn! Det er bare et gammelt træ.

Løgn! Det er ingen stålklædt knark;

det er bare en furu med sprukken bark. —

Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;

men fandenskab når en både hugger og drømmer. —

Det skal væk, dette her, – at stå i tågen

og væve sig bort lyslevende vågen. —

Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(hugger en stund ilsomt.)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer

til at bære frem maden og duge dit bord.

Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,

hente det råt fra skog og elv,

spike dig tyri og nøre dig ild,

stulle og stelle og lage det til.

Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén;

vil du mure dig hus, får du bryde sten;

vil du tømre det op, får du fælde stokken

og bære den frem på din ryg til tråkken. —

(Øksen synker, han ser frem for sig.)

Gildt skal det bygges. Tårn og fløj

skal der være på tagryggen hæv og høj.

Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,

en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.

Messing skal der være på fløjen og låsen.

Glas får jeg ogsaa se jeg kan få.

Fremmede folk skal undres på

hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(ler i harme.)

Helvedes løgn! Der var den igen.

Du er fredløs, gut!

(hugger hvast.)

En barktækt hytte

gør både i rusk og i frost sin nytte.

(ser opad træet.)

Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!

Der stuper han skrås efter hele sin længde; —

Det grøsser i ungskovens mylr og mængde!

(giver sig til at kviste stammen;

på engang lytter han og står

stille med hævet økse.)

Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,

du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

(dukker bag træet og kigger frem.)

En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.

Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt

under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —

lægger næven tilrette på en skigard-stav.

Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter —?

Uf da! Hug han ikke fingren af!

Hele fingren af! Han bløder, som en stud. —

Der sætter han på sprang med næven i en klud.

(rejser sig.)

Det er fanden til krop! En umistelig finger!

Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.

Håhå, nu mindes jeg —! Det er den eneste

måde at fri sig fra kongens tjeneste.

Så er det. De vilde ham i krigen skikke;

og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted —

Men hugge —? For altid skille sig ved —?

Ja, tænke det; ønske det; ville det med; —

men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

(ryster lidt med hovedet; så går han til sit arbejde igen.)

(En stue nede hos Åse Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen.)

(Åse og husmandskonen i travlt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

Åse

(render til den ene side.)

Kari, hør her!

Konen

Hvad godt?

Åse

(på den anden side.)

Hør her —!

Hvor ligger —? Hvor finder jeg —?

Svar mig;

hvor er —?

Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!

Hvor er nøglen til kisten?

Konen

I nøglehullet.

Åse

Hvad er det, som ramler?

Konen

Det sidste læs

blir kørt til Hægstad.

Åse

(grædende.)

Jeg var tilfreds,

jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!

Å, hvad et menneske må tåle og friste!

Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!

Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget.

Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.

Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(sætter sig på sengekanten.)

Både gård og grund er ude af ætten;

strid var den gamle; men stridere

var retten; —

der var ikke hjælp og der var ikke nåde;

Peer var borte; ingen kunde mig råde.

Konen

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

Åse

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

Konen

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

Åse

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!

Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.

Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —

han er brotsmanden, han, og ingen anden;

den styggen fristed min stakkars gut!

Konen

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?

Det står værre til, end I kanske tror.

Åse

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten.

(farer op.)

Men nej-Gud om jeg kan!

Jeg er guttens moer;

jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;

lage det som bedst, når de andre svigter.

Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.

Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!

Hvor er hoserne?

Konen

Der, blandt det andet skrammel.

Åse

(roder om.)

Hvad finder jeg her? Å nej; en gammel

støbe-ske, Kari! Med den har han leget

knappestøber, smeltet og formet og præget.

Engang her var gilde, kom ungen ind

og bad sin faer at få en klump tin.

Ikke tin, sa'e Jon, men kong Kristians mynt;

sølv; det skal mærkes, du er søn til Jon Gynt;

Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,

og da ændsed han hverken tin eller guld.

Her er hoserne. Å, der er hul i hul;

de må stoppes, Kari!

Konen

Jeg mener, det trængs.

Åse

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;

jeg kender mig så skral og så ussel

og klemt —

(glad.)

To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

Konen

Ja, rigtig har de det.

Åse

Det træffer sig nemt.

Den ene kan du tilside lægge.

Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —

den, han har på, er så slidt og tynd.

Konen

Men kors, moer Åse, det er visst synd!

Åse

Å ja; men du ved nok, presten forkynder

nåde for den og de andre synder.

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rensdyrhorn over døren. Sneen ligger høj. Det er i mørkningen.)

(Peer Gynt står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

Peer Gynt

(ler imellemstunder.)

Lås må der være; lås, som kan binde

døren for troldtøj, og mand og kvinde.

Lås må der være; lås, som kan lukke

for alle de arrige nissebukke. —

De kommer med mørket; de klapper og banker:

luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!

Under sengen vi pusler, i asken vi rager,

gennem piben vi rusler som gloende drager.

Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker

kan stænge for arrige nissebuktanker?

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kaste-tørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

Solvejg

Gud signe dit arbejd. Du får ikke vrage mig.

Budsendt jeg kommer, og så får

du tage mig.

Peer Gynt

Solvejg! Det er ikke —! Jo, det er! —