Peer Gynt / Пер Гюнт

Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

Solvejg

Bud har du skikket med Helga lille;

flere kom efter med vind og i stille.

Bud bar din moer i alt hun fortalte,

bud, som yngled, da drømmene dalte.

Nætterne tunge og dagene tomme

bar mig det bud, at nu fik jeg komme.

Det blev som livet var sluknet dernede;

jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.

Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du åtte;

jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og måtte.

Peer Gynt

Men faer din?

Solvejg

På hele Guds vide jord

har jeg ingen at kalde for faer eller moer.

Jeg har løst mig fra alle.

Peer Gynt

Solvejg, du vene, —

for at komme til mig?

Solvejg

Ja, til dig alene;

du får være mig alt, både ven og trøster.

(i gråd.)

Værst var det at slippe min lille syster; —

s. 99

men endda værre at skilles fra faer;

men værst ifra den, som ved brystet

mig bar; —

nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde

den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

Peer Gynt

Og kender du dommen, som blev læst ivår?

Den skiller mig både ved arv og gård.

Solvejg

Mener du vel at for arv og eje

jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

Peer Gynt

Og ved du forliget? Udenfor skogen

tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

Solvejg

På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;

de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte:

jeg skal hjem.

Peer Gynt

Så væk med både spiger og planker!

Nu trænges ingen stængsel mod nissebuktanker.

Tør du gå ind for at leve med skytten,

så ved jeg der kommer vigsel over hytten.

Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!

Bare se på dig! Nej, hvor du er lys og skær!

Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er f

in og let!

Får jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig træt!

Jeg skal ikke smudse dig. Med strakte arme

skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!

Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage —;

å, men jeg har længtes både nætter og dage.

Her skal du se, jeg har tømret og bygt; —

det skal ned igen, du; her er ringt og stygt —

Solvejg

Ringt eller gildt, – her er efter mit sind.

Så let kan en puste mod den strygende vind.

Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;

det er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.

Men her, hvor en hører furuen suse, —

for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.

Peer Gynt

Og ved du det visst?

For alle dine dage?

Solvejg

Den vej, jeg har trådt, b

ær aldrig tilbage.

Peer Gynt

Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!

Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;

lunt skal det varme og bjart skal det lyse,

blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.

(han lukker op; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

Peer Gynt

Min kongsdatter!

Nu er hun funden og vunden!

Nej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!

(han griber øksen og går bortover; idetsamme træder en gammelagtig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en styg unge med en ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)

Kvinden

Godkveld, Peer Rapfod!

Peer Gynt

Hvad godt? Hvem der?

Kvinden

Gamle venner, Peer Gynt!

Min stue ligger nær.

Vi er grandfolk.

Peer Gynt

Så? Det er mer, end jeg ved.

Kvinden

Alt som hytten din bygtes,

bygte min sig med.

Peer Gynt

(vil gå.)

Jeg har bråhast —

Kvinden

Det har du altid, gut;

men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.

Peer Gynt

I mistaer jer, moer!

Kvinden

Jeg har før så gjort;

jeg gjorde så dengang du lovte så stort.

Peer Gynt

Jeg lovte —? Hvad fanden er det for snak?

Kvinden

Har du glemt den kveld, du hos faer

min drak?

Har du glemt —?

Peer Gynt

Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.

Hvad rører du om?

Når mødtes vi sidst?

Kvinden

Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

(til ungen.)

Byd faer din drikke;

jeg mener han er tørst.

Peer Gynt

Faer? Er du drukken? Kalder du ham —?

Kvinden

Du kan da vel kende grisen på skindet!

Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam

på skanken, som du er lam på sindet?

Peer Gynt

Vil du bilde mig ind —?

Kvinden

Vil du vringle dig bort —

Peer Gynt

Denne langbente ungen —!

Kvinden

Han er vokset fort.

Peer Gynt

Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud —?

Kvinden

Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!

(grædende.)

Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,

som dengang du lokked mig i lider

og bakker?

I høst, da jeg fødte, holdt fanden

om min ryg,

og så er det rimeligt nok en blir styg.

Men dersom du vil se mig så ven, som før,

skal du bare vise jenten derinde på dør,

jage hende ud af sindet og synet; —

gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!

Peer Gynt

Vig fra mig, din troldheks!

Kvinden

Ja, se, om jeg gør!

Peer Gynt

Jeg skal slå dig i skallen —!

Kvinden

Ja; prøv, om du tør?

Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!

Jeg kommer igen hver evige dag.

Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.

Sidder du med jenten på bænkefjæl, —

blir du kælen, Peer Gynt, —

vil du lege og dægge, —

sætter jeg mig hos og kræver min del.

Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.

Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!

Peer Gynt

Din helvedes mare!

Kvinden

Men det er s'gu sandt!

Ungen får du fostre, din fodlette fant!

Vesle-fanden, vil du til faer din?

Ungen

(spytter på ham.)

Tvi!

Jeg skal hugge dig med øksen;

bare bi, bare bi!

Kvinden

(kysser ungen.)

Å nej, for hoved, der sidder på den krop!

Du blir faer din op af dage,

når du engang vokser op!

Peer Gynt

(stamper.)

Gid I var så langt —!

Kvinden

Som vi nu er nær?

Peer Gynt

(knuger hænderne.)

Og alt dette —!

Kvinden

Bare for tanker og begær!

Det er synd i dig, Peer!

Peer Gynt

Værst for en anden! —

Solvejg, mit reneste, skæreste guld!

Kvinden

Å ja; det svier til de skyldfri, sa›e fanden,

moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!

(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham.)

Peer Gynt

(efter en lang taushed.)

Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her. —

Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!

Det slog mur om hende, jeg var så nær;

her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —

Udenom, gut! Der finds ikke vej

tvers igennem dette til hende fra dig.

Tvers igennem?

Hm, der skulde dog findes.

Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.

Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,

har glemt det meste, og her er ikke nogen

retledning at få i vilde skogen. —

Anger? Så skulde der kanske gå år,

før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.

Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,

og klinke det ihob af stumper og skår?

Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.

Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.

Men det var jo en løgn med det heksetryne!

Nu er alt det styggetøj ude af syne. —

Ja; ude af syne, men ikke af sind.

Smygende tanker vil følge mig ind.

Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!

Vil de også være med? Med skrat og harme

kræve, som hun, at krystes i fang,

løftes varligt og vent på strakte arme?

Udenom, gut; var armen så lang,

som furuens lægg eller granens stang, —

jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,

til at sætte hende fra mig menløs

og skær. —

Jeg får udenom dette på sæt og vis,

så det hverken blir vinding eller forlis.

En får skyde sligt fra sig og få det glemt —

(går nogle skridt mod hytten, men standser igen.)

Gå ind efter dette? Så styg og skæmt?

Gå ind med alt det troldskab i følge?

Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge —?

(kaster øksen fra sig.)

Det er helgedagskveld. At stævne til møde,

slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.

Solvejg

(i døren.)

Kommer du?

Peer Gynt

(halvhøjt.)

Udenom!

Solvejg

Hvad?

Peer Gynt

Du får vente.

Her er mørkt, og jeg har noget tungt

at hente.

Solvejg

Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.

Peer Gynt

Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.

Solvejg

Men ikke for langt, du!

Peer Gynt

Vær tålsom, jente;

langt eller kort, – du får vente.

Solvejg

(nikker efter ham.)

Ja, vente!

(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)

(Åses stue. Aften. En stok-ild brænder og lyser på skor-stenen. Katten på en stol ved sengefoden.)

(Åse ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)

Åse

Nej, Herregud, kommer han ikke?

Det dryger så inderlig langt.

Jeg har ikke bud at skikke;

og sige ham har jeg så mangt.

Her er ikke stunder at miste!

Så bråt! Hvem skulde det tænkt!

Åse, dersom bare jeg vidste

jeg ikke har holdt ham for strængt!

Peer Gynt

(kommer.)

Godkveld!

Åse

Vorherre dig glæde!

Så kom du da, kære min gut!

Men hvor tør du færdes hernede?

Her er jo dit liv forbrudt.

Peer Gynt

Å, livet får være det samme.

Jeg måtte nu se herned.

Åse

Ja, nu står Kari tilskamme;

og jeg kan gå bort i fred!

Peer Gynt

Gå bort? Hvad er det du snakker?

Hvor er det du agter dig hen?

Åse

Ak, Peer, det mod enden lakker;

jeg har ikke langt igen.

Peer Gynt

(vrider på sig og går opover gulvet.)

Se så! Fra det tunge jeg render;

jeg mente, jeg her var fri —!

Er du kold på fødder og hænder?

Åse

Ja, Peer; det er snart forbi. —

Når du ser mine øjne briste,

må du lukke dem varligt til.

Og så får du sørge for kiste;

men, kære, lad den bli gild.

Å nej, det er sandt —

Peer Gynt

Ti stille!

Tidsnok at tænke på sligt.

Åse

Ja ja.

(ser uroligt om i stuen.)

Her ser du det lille

de levned. Det er dem ligt.

Peer Gynt

(med et vrid.)

Nu igen!

(hårdt.)

Jeg ved, jeg har skylden.

Hvad gavner, jeg mindes derom?

Åse

Du! Nej, den fordømte fylden,

fra den var det ulykken kom!

Kære gutten min, du var jo drukken;

da ved en ej selv hvad en gør;

og så havde du redet på bukken;

det var rimeligt nok, du var yr!

Peer Gynt

Ja, ja; lad den ræglen fare.

Lad fare den hele sag.

Hvad tungt er, det vil vi spare

til siden – en anden dag.

(sætter sig på sengekanten.)

Nu, moer, vil vi sammen snakke;

men bare om løst og fast, —

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er sårt og hvast. —

Nej, se da; den gamle katten;

så den er ilive endnu?

Åse

Den bær sig så stygt om natten;

du ved, hvad det varsler, du!

Peer Gynt

(afbøjende.)

Hvad er her for nyt i bygden?

Åse

(smilende.)

De siger, her findes etsteds

en jente, som stunder mod højden —

Peer Gynt

(hurtigt.)

Mads Moen, slår han sig tilfreds?

Åse

De siger, hun har ikke øre

for begge de gamles gråd.

Du skulde dog indom høre; —

du, Peer, vidste kanske råd —

Peer Gynt

Men smeden, hvor er han havnet?

Åse

Å ti med den skidne smed.

Jeg vil heller sige dig navnet

på hende, jenten, du ved —

Peer Gynt

Nej, nu vil vi sammen snakke, —

men bare om løst og fast,

og glemme det vrange og skakke,

og alt, som er sårt og hvast.

Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?

Kan du strække dig? Sengen er stut.

Lad mig se; – ja, mener jeg ikke

det er sengen, jeg lå i som gut?

Kan du mindes, hvor tidt om kvelden

du sad for min sengestok

og bredte over mig fellen,

og sang både stev og lok?

Åse

Ja, minds du! Så legte vi slæde,

når faer din i langfart for.

Fellen var karmesprede

og gulvet en islagt fjord.

Peer Gynt

Ja, men det allerbedste, —

moer, kan du minds det med? —

det var dog de glupe heste. —

Åse

Ja, mener du ikke jeg ved —?

Det var Karis kat vi fik låne;

den sad på en kubbestol —

Peer Gynt

Til slottet vestenfor måne

og slottet østenfor sol,

til Soria-Moria-slottet,

gik vejen både højt og lavt.

En kæp, som vi fandt i kottet,

du brugte til svøbeskaft.

Åse

Der fremme i dumpen jeg knejste —

Peer Gynt

Jo, jo; du gav tømmen løs,

og vendte dig, jævnt som vi rejste,

og spurgte mig om jeg frøs.

Gud signe dig, gamle styggen, —

du var dog en kærlig sjæl —!

Hvad ynker du for?

Åse

For ryggen;

det volder den hårde fjæl.

Peer Gynt

Stræk dig; jeg skal dig støtte.

Se så; nu ligger du blødt.

Åse

(urolig.)

Nej, Peer, jeg vil flytte!

Peer Gynt

Flytte?

Åse

Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.

Peer Gynt

Du snakker! Bred over dig fellen.

Lad mig sidde på sengestok.

Se så; nu korter vi kvelden

både med stev og lok.

Åse

Hent heller postillen i kottet:

jeg er så urolig tilsinds.

Peer Gynt

I Soria-Moria-slottet

er der gilde hos konge og prins.

Hvil dig på slædepuden;

jeg kører dig did over mo —

Åse

Men, snille Peer, er jeg buden?

Peer Gynt

Ja, det er vi begge to.

(kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden.)

Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!

Moer, du fryser vel ej?

Jo-jo; det kendes på farten,

når Grane lægger ivej!

Åse

Kære Peer, hvad er det som ringer —?

Peer Gynt

De blanke dumbjelder, moer!

Åse

Hu, nej da, hvor hult det klinger!

Peer Gynt

Nu kører vi over en fjord.

Åse

Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser

og sukker så underligt vildt?

Peer Gynt

Det er granene, moer, som suser

på moen. Sid bare stilt.

Åse

Det gnistrer og blinker langt borte.

Hvor kommer den lysningen fra?

Peer Gynt

Fra slottets ruder og porte.

Kan du høre, de danser?

Åse

Ja.

Peer Gynt

Udenfor står Sankt Peder

og byder dig stige ind.

Åse

Hilser han?

Peer Gynt

Ja, med hæder,

og skænker den sødeste vin.

Åse

Vin! Har han også kager?

Peer Gynt

Ja da! Et smækfuldt fad.

Og salig provstinden lager

dig kaffe og eftermad.

Åse

Å, kors; kommer vi to sammen?

Peer Gynt

Så tidt og så jævnt du vil.

Åse

Å nej da, Peer, for en gammen

du kører mig, stakkar, til!

Peer Gynt

(smækker med pisken.)

Hyp; vil du rappe dig, Svarten!

Åse

Kære Peer, du kører vel ret?

Peer Gynt

(smækker igen.)

Her er brede vejen.

Åse

Den farten,

den gør mig så låk og træt.

Peer Gynt

Der ser jeg slottet sig højne;

om lidt så er kjørslen slut.

Åse

Jeg vil ligge og lukke øjne

og lide på dig, min gut!

Peer Gynt

Rap dig, Grane, min traver!

I slottet er stimlen stor;

mod porten de myldrer og kaver.

Nu kommer Peer Gynt med sin moer!

Hvad siger du, herr Sankt Peder?

Får ikke moer slippe ind?

Jeg mener, du længe leder,

før du finder så ærligt et skind.

Om mig vil jeg ikke snakke;

jeg kan vende ved slottets port.

Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;

hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.

Jeg har digtet så mangen skrøne,

som fanden på prækestol,

og skældt min moer for en høne,

fordi hun kagled og gol.

Men hende skal I agte og hædre

og gøre det rigtig tillags;

her kommer ikke nogen bedre

fra bygderne nutildags. —

Ho-ho; der har vi Gud Fader!

Sankt Peder, nu får du dit!

(med dyb stemme.)

«Hold op med de køgemester-lader;

moer Åse skal slippe frit!»

(ler højt og vender sig om til moderen.)

Ja, var det ikke det, jeg vidste?

Nu blev der en anden dans!

(angst.)

Hvorfor ser du, som øjet skulde briste?

Moer! Er du fra samling og sans —?

(går op til hovedgerdet.)

Du skal ikke ligge og glane —!

Snak, moer; det er mig, din gut!

(føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster hansnoren bort på stolen og siger dæmpet:)

Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;

for ret nu er rejsen slut.

(lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)

Hav tak for alle dine dage,

for bank og for barne-bys! —

Men nu får du takke tilbage —

(trykker kinden mod hendes mund.)

Se så; det var tak for skyds.

Husmandskonen

(kommer.)

Hvad? Peer! Nå, så er vi over

den tungeste sorg og nød!

Herregud, hvor godt hun sover —

eller er hun —?

Peer Gynt

Hys; hun er død.

(Kari græder ved liget. Peer Gynt går længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.)

Peer Gynt

Få moer med ære begravet.

Jeg får friste at fare herfra.

Konen

Skal du langvejs fare?

Peer Gynt

Mod havet.

Konen

Så langt!

Peer Gynt

Og længer endda.

(han går.)

Fjerde handling

(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middags- bord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en dampyacht med norsk og ameri- kansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang.)

(Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet.)

Peer Gynt

Drik, mine herrer! Er man skabt

til nydelse, så skal man nyde.

Der står jo skrevet: tabt er tabt,

og væk er væk —. Hvad må jeg byde?

Trumpeterstråle

Du er superb som vært, broer Gynt!

Peer Gynt

Jeg deler æren med min mynt,

med kok og stewart —

Master Cotton

Very well;

en skål for alle fires held!

Monsieur Ballon

Monsieur, De har en gout, en ton,

som nutildags kun sjelden findes

hos mænd, der lever en garçon, —

et visst, jeg ved ej hvad —

v. Eberkopf

Et vift,

et skær af frigjort åndsbetragtning

og verdensborgerdomsforpagtning,

et syn igennem skyens rift,

der ej af snever fordom bindes,

et præg af højere forklaring,

en ur-natur med livserfaring

på trilogiens top forent.

Ej sandt, Monsieur; så var det ment?

Monsieur Ballon

Jo, meget muligt; ikke ganske

så smukt det klinger i det franske.

v. Eberkopf

Ej was! Det sprog er og så stivt. —

Men hvis til fænomenet grunden

vi søge vil —

Peer Gynt

Så er den funden.

Det er fordi jeg ej er gift.

Ja, mine herrer, ganske klar

er tingen. Hvad skal manden være!

Sig selv; det er mit korte svar.

Om sig og sit han skal sig kære.

Men kan han det, som pak-kamél

for andres ve og andres vel?

v. Eberkopf

Men denne for- og i-sig-væren,

jeg lover, har Dem kostet strid —

Peer Gynt

Å ja såmen; i fordums tid;

men altid gik jeg bort med æren.

Engang var jeg dog ganske nær

i fælden fanget mod min vilje.

Jeg var en rask og vakker fyr;

og damen, som jeg havde kær, —

hun var af kongelig familje —

Monsieur Ballon

Af kongelig?

Peer Gynt

(henkastet.)

Af disse ætter,

De ved nok —

Trumpeterstråle

(slår i bordet.)