Peer Gynt / Пер Гюнт

Генрик Юхан Ибсен

Peer Gunt / Пер Гюнт

© ООО «Издательство АСТ», 2025

Peer Gunt

Den tegn

Åse, en bondemands enke.

Peer Gynt, hendes søn.

To kærringermed kornsække.

Aslak, en smed.

Bryl-lupsgæster.

Køgemester.

Spillemand, o. s. v.

Et par indflytterfolk.

Solvejg og lille Helga, deres døttre.

Bonden på Hægstad.

Ingrid, hans datter.

Brudgommen og hans forældre.

Tre sæterjenter.

En grønklædt kvinde.

Dovregubben.

En hoftrold.

Flere lignende. Troldjomfruer og troldunger. Et par hekse. Tomtegubber, nisser, hougfolk, o. s. v.

En styg unge.

En stemme i mørket.

Fugleskrig.

Kari, en husmandskone.

Master Cotton,

Monsieur Ballon,

Deherrer v. Eberkopf

og Trumpeterstråle,

rejsende herrer.

En tyv og en hæler.

Anitra, en beduinerhøvdings datter.

Arabere, slavinder,

dansende piger, o. s. v.

Memnonstøtten (syngende.)

Sfinxen ved Gizeh(stum person.)

Begriffenfeldt, professor, dr. phil., forstander for dårekisten i Kairo.

Huhu, en målstræver fra Malebarkysten.

Hussejn, en østerlandsk minister.

En fellahmed en kongemumie.

Flere dårekistelemmer samt deres vogtere.

En norsk skipper

og hans mandskab.

En fremmed passager.

En prest.

Et ligfølge.

En lensmand.

En knappestøber.

En mager person.

(Handlingen, der begynder i førstningen af dette århundrede og slutter henimod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på højfjeldene deromkring, dels på kysten af Marokko, dels i ørkenen Sahara, i dårekisten i Kairo, på havet, o. s. v.)

Første handling

(En lid med løvtrær nær ved Åses gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)

(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover gangstien. Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder.)

Åse

Peer, du lyver!

Peer Gynt

(uden at standse.)

Nej, jeg gør ej!

Åse

Nå, så band på, det er sandt!

Peer Gynt

Hvorfor bande?

Åse

Tvi; du tør ej!

Alt ihob er tøv og tant!

Peer Gynt

(står.)

Det er sandt – hvert evigt ord!

Åse

(foran ham.)

Og du skæms ej for din moer?

Først så render du tilfjelds

månedsvis i travle ånnen,

for at vejde ren på fånnen,

kommer hjem med reven pels,

uden byrse, uden vildt; —

og til slut med åbne øjne

mener du at få mig bildt

ind de værste skytterløgne! —

Nå, hvor traf du så den bukken?

Peer Gynt

Vest ved Gendin.

Åse

(ler spotsk.)

Rigtig, ja!

Peer Gynt

Hvasse vinden bar ifra;

bag et oreholdt forstukken

han i skaresneen grov

efter lav —

Åse

(som før.)

Ja rigtig, ja!

Peer Gynt

Pusten holdt jeg, stod og lytted,

hørte knirken af hans hov,

så af ene hornet grenene.

Derpå varsomt mellem stenene

frem på bugen jeg mig flytted.

Gemt i røsen op jeg glytted; —

slig en buk, så blank og fed,

skulde du vel aldrig set!

Åse

Nej, bevares vel!

Peer Gynt

Det smaldt!

Bukken stupte bums i bakken.

Men i samme stund, han faldt,

sad jeg skrævs på bukkeryggen,

greb ham i det venstre øre,

vilde netop kniven køre

bagom skolten ind i nakken; —

hej! da skreg han vildt, den styggen,

stod med et på alle fire,

slog mig med et agterkast

ud af næven kniv og slire,

skrued mig om lænden fast,

stemte hornene mod læggen,

klemte mig som i en tang; —

dermed satte han på sprang

bent fremover Gendin-eggen!

Åse

(uvilkårligt.)

Jesu navn da —!

Peer Gynt

Har du set den

Gendin-eggen nogen gang?

Den er halve milen lang,

hvas bortefter, som en ljå.

Udfor bræer, skred og lider,

rakt nedover urder grå,

kan en se til begge sider

lukt i vandene, som blunder

svarte, tunge, mer end tretten-

hundred alen nedenunder. —

Langsmed eggen han og jeg

skar os gennem vejret vej.

Aldrig red jeg slig en fole!

Midt imod, der vi for fram,

var det som der gnistred sole.

Brune ørnerygge svam

i det vide svimle slug

midtvejs mellem os og vandene, —

sakked agterud, som fnug.

Isflak brast og brød mod strandene;

men der var ej døn at høre;

bare hvirvlens vætter sprang,

som i dans; – de sang, de svang

sig i ring for syn og øre!

Åse

(svimmel.)

Å, Gud trøste mig!

Peer Gynt

Med et,

på en rådløs bråbrat plet,

foer ivejret rype-steggen,

flaksed kaglende, forskræmt,

fra den knart, hvor han sad gemt,

klods for bukkens fod på eggen.

Bukken gjorde halvt omkring,

satte med et himmelspring

udfor dybet med os begge!

(Åse vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)

Bag os bergets svarte vægge,

under os et bundløst slug!

Først vi kløvte lag af tåger,

kløvte så en flok af måger,

som igennem luften vigende

fløj til alle kanter skrigende.

Nedad, uden stands, foer toget.

Men i dybet glittred noget

hvidlet, som en rensdyrbug. —

Moer, det var vort eget billed,

som igennem fjeldsø-stillet

op mod vandets skorpe piled

i den samme vilde fart,

som i den vi nedad kiled.

Åse

(gisper efter vejret.)

Peer! Gud fri mig —! Sig det snart —!

Peer Gynt

Buk fra luften, buk fra bunden,

stangedes i samme stunden

så at skummet om os klasked.

Ja, der lå vi nu og plasked. —

Langt om længe, du, vi nåde

nordre landet på en måde;

bukken svam, og jeg hang bag ham; —

jeg foer hjem —

Åse

Men bukken, du?

Peer Gynt

Å, han går der vel endnu; —

(knipser i fingrene, svinger sig på hælen og tilføjer):

kan du finde ham, så tag ham!

Åse

Og du har ej knækket nakken?

Ikke begge lår engang?

Ikke ryggebenet brudt?

O, Vorherre, – prisen, takken,

skyldes dig, som hjalp min gut! —

Brogen har dog fået en revne;

men det er knapt værd at nævne,

når en minds, hvad meget værre

kunde hænds i sligt et sprang —!

(standser pludselig, ser på ham med åben mund og store øjne, kan længe ikke finde ord, endelig udbryder hun):

O, din fandens ræglesmed;

kors og kors, hvor du kan lyve!

Remsen, som du kommer med,

minds jeg nu at jeg har kendt

som en jente på de tyve.

Gudbrand Glesne er det hændt, —

ikke dig, du —!

Peer Gynt

Mig, som ham,

Sligt kan mer end engang hændes.

Åse

(arrig.)

Ja, en løgn kan endevendes,

stadses op med brask og bram,

klædes i en nygjort ham,

så dens magre skrot ej kendes.

Det er det, som du har gjort,

laget alt så vildt og stort,

uglet ud med ørnerygge

og med alt det andet stygge,

løjet ligt og uligt væk,

skrønet ind slig målløs skræk,

at en kends ej ved tilsidst,

hvad en længst har hørt og vidst!

Peer Gynt

Hvis en anden snakked slig,

skulde helseløs jeg slå ham!

Åse

(grædende.)

Å, Gud give jeg lå lig;

gid jeg sov i svarte jorden!

Bøn og gråd ej bider på ham —

Peer, du er og blir forloren!

Peer Gynt

Kære, vakkre, lille moer,

du har ret i hvert et ord; —

vær så blid og glad —

Åse

Ti stille!

Kan jeg glædes, om jeg vilde,

jeg, som har sligt svin til søn?

Må det ikke bittert krænke

mig, en stakkars magtløs enke,

stødt at fange skam for løn?

(græder igen.)

Hvad har slægten nu tilbage

fra din farfars velmagtsdage?

Hvor er skæpperne med mynt

efter gamle Rasmus Gynt?

Faer din gav dem fødder, han, —

ødte dem så glat som sand,

købte jord i alle sogne,

kørte med forgyldte vogne —.

Hvor er det, som gik tilspilde

ved det store vintergilde,

da hver gæst lod glas og flaske

bag sin ryg mod væggen klaske!

Peer Gynt

Hvor er sneen fra ifjor?

Åse

Du skal tie for din moer!

Se tilgårds! Hver andet rude-

hul er fyldt med gamle klude.

Hægn og skigard ligger nede,

fæet står for vejr og væde,

eng og aker ligger brak,

hver en måned blir jeg pantet —

Peer Gynt

Ti så med den kærringsnak!

Ofte nok har lykken skrantet,

og så kom den højst påfode!

Åse

Der er saltstrød, hvor den grode.

Kors, men du er storkarl, du, —

lige kaut og kry endnu,

lige knøv, som dengang presten,

der han kom fra København,

spurgte dig om døbenavn,

bandte på at sligt et nemme

sakned mangen prins derhjemme,

så at faer din gav ham hesten

med en slæde til, som tak

for den vennesæle snak. —

Hå; ja da var alting gildt!

Provst, kaptejn og hele resten

hang her dagstødt, åd og drak,

fyldte sig, så fast de sprak.

Men i nød skal kendes næsten.

Her blev folketomt og stilt

samme dag da «Jon med skæppen»

tog ivej med kramkarl-skræppen.

(tørrer øjnene med forklædet.)

Ak, du er dog stærk og stor,

skulde stå som stav og støtte

for din gamle skrale moer, —

skulde gårdens gerning skøtte,

værge slumpen af din arv; —

(græder påny.)

å, Gud hjælpe mig for nytte

jeg har havt af dig, din skarv!

Hjemme ligger du i gruen,

roder rundt i kul og emmer;

mellem bygdens folk du skræmmer

jenterne fra gildestuen, —

gør mig spe på alle kanter,

slås med sognets værste fanter —

Peer Gynt

(går fra hende.)

Lad mig være.

Åse

(følger efter.)

Kan du nægte

du var fremste mand i laget

i det store basketaget,

som for nylig stod på Lunde,

der i slogs som olme hunde?

Var det ikke dig, som knækte

armen på han Aslak smed, —

eller idetmindste brækte

ene fingren hans af led?

Peer Gynt

Hvem har fyldt dig med slig præk?

Åse

(hidsig.)

Husmandskonen hørte hylene!

Peer Gynt

(gnider albuen.)

Ja, men det var mig, som skreg.

Åse

Dig?

Peer Gynt

Ja, moer, – for jeg fik pryglene.

Åse

Hvad for noget?

Peer Gynt

Han er spræk.

Åse

Hvem er spræk?

Peer Gynt

Han, Aslak, ved jeg.

Åse

Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!

Slig en slarvet fyldebøtte,

slig en rangler, slig en dranket

drammesluger har dig banket?

(græder igen.)

Mangen skam og skændsel led jeg;

men at dette skulde ske,

det var dog den værste spe.

Lad ham være nok så spræk; —

skal du derfor være vek?

Peer Gynt

Om jeg hamrer eller hamres, —

ligefuldt så skal der jamres.

(ler.)

Trøst dig moer —

Åse

Hvad har du løjet

nu igen?

Peer Gynt

Ja, denne gang.

Tør så gråden pent af øjet; —

(knytter den venstre hånd.)

se, – med denne knibetang

holdt jeg hele smeden bøjet;

højre næven var min slægge —

Åse

O, din slagsbror! Du vil lægge

mig i graven med din færd!

Peer Gynt

Nej da, du er bedre værd;

tyve tusend gange bedre;

Lille, stygge, snille moer,

du kan lide på mit ord,

hele bygden skal dig hædre,

bare vent til jeg får gjort

noget – noget rigtigt stort!

Åse

(blæser.)

Du!

Peer Gynt

Hvem ved, hvad en kan møde!

Åse

Gid du bare blev så klog,

at du engang kunde bøde

flængen i din egen brog!

Peer Gynt

(hidsig.)

Jeg skal blive konge, kejser!

Åse

Å, Gud trøste mig, nu rejser

sidste resten af hans vid!

Peer Gynt

Jo, jeg skal! Giv bare tid!

Åse

Ja, giv tid, så blir du prins,

siges der, om ret jeg minds!

Peer Gynt

Du skal se, moer!

Åse

Hold din mund!

Du er gal i bund og grund. —

Nå, det er forresten sandt, —

noget var der blevet af dig,

hvis du ikke dagstødt gav dig

af med løgn og tøv og tant.

Hægstadjenten var dig god.

Let du havde vundet spillet,

hvis du rigtig havde villet —

Peer Gynt

Tror du?

Åse

Gamlen har ej kræfter

til at stå sit barn imod.

Han er stivsindt på en måde;

men tilslut får Ingrid råde,

og hvor hun går, fod for fod

stavrer knarken arrig efter.

(begynder igen at græde.)

Ak, min Peer; en grundrig jente, —

odelsjente! Tænk dig til; —

hvis du bare havde villet,

stod du nu som brudgom gild, —

du, som går her svart og fillet!

Peer Gynt

(rask.)

Kom, så vil vi ja-ord hente!

Åse

Hvor?

Peer Gynt

På Hægstad!

Åse

Stakkars dig;

den er stængt, den friervej!

Peer Gynt

Hvorfor det?

Åse

Ak, jeg må sukke!

Spildt er stunden, spildt er heldet —

Peer Gynt

Nå?

Åse

(hulkende.)

Mens du i Vesterfjeldet

gennem luften red på bukke,

har Mads Moen fæstet jenten!

Peer Gynt

Hvad? Den kvindfolkskræmsel! Han —!

Åse

Ja, hun taer ham nu til mand.

Peer Gynt

Vent mig her, til jeg får spændt en

hest for kærren —

(vil gå.)

Åse

Spar sligt spræl.

Bryllupet skal stå imorgen —

Peer Gynt

Pyt; jeg kommer jo ikveld!

Åse

Tvi dig; vil du øge sorgen

med et læs af hvermands spot?

Peer Gynt

Trøst dig. Alting skal gå godt.

(skriger og ler på engang.)

Hejsan, moer! Vi sparer kærren;

det taer tid at hente mærren —

(løfter hende ivejret.)

Åse

Slip mig!

Peer Gynt

Nej, på mine arme

bær jeg dig til bryllupsgården!

(vader ud i elven.)

Åse

Hjælp! Vorherre sig forbarme!

Peer! Vi drukner —

Peer Gynt

Jeg er båren

til en gildere død —

Åse

Ja visst;

du blir sagtens hængt tilsidst!

(rusker ham i håret.)

O, dit ubæst!

Peer Gynt

Hold nu fred;

her er glat og slim på bunden.

Åse

Asen!

Peer Gynt

Ja brug bare munden;

det gør ingen mand fortred.

Så; nu skrår det atter op —

Åse

Slip ej taget!

Peer Gynt

Hejsan, hop!

Vi skal lege Peer og bukken; —

(galoperende.)

Jeg er bukken, du er Peer!

Åse

Å, jeg ved ej af mig mer!

Peer Gynt

Ser du; nu er evjen rukken; —

(vader iland.)

giv så bukken pent et kys;

det får være tak for skyds —

Åse

(slår ham på øret.)

Der er tak for skydsen!

Peer Gynt

Au! Den betaling var for snaud!

Åse

Slip mig!

Peer Gynt

Først til bryllupsgården.

Vær min talsmand. Du er klog;

snak med ham, den gamle dåren;

sig, Mads Moen er et drog —

Åse

Slip!

Peer Gynt

Og sig ham så tilslut,

hvad Peer Gynt er for en gut.

Åse

Ja, det kan du bande på!

Du skal vakkert skudsmål få.

Skildres skal du for og agter;

alle dine fandens fagter,

skal jeg nævne grejdt og grant —

Peer Gynt

Så?

Åse

(sparker i arrighed.)

Jeg skal ej stagge munden,

før den gamle hidser hunden

på dig, som du var en fant!

Peer Gynt

Hm; så får jeg gå alene.

Åse

Ja, men jeg skal komme efter!

Peer Gynt

Snille moer, du har ej kræfter —

Åse

Ikke det? Jeg er så sindt,

at jeg kunde knuse stene!

Hu, jeg kunde æde flint!

Slip mig!

Peer Gynt

Ja, ifald du lover —

Åse

Intet! Jeg vil med der over,

De skal vide, hvem du er!

Peer Gynt

Nej, du får nok vente her.

Åse

Aldrig! Jeg vil med i laget!

Peer Gynt

Får ej lov.

Åse

Hvad vil du gøre?

Peer Gynt

Sætte dig på kværnetaget.

(sætter hende derop. Åse skriger.)

Åse

Løft mig ned!

Peer Gynt

Ja, vil du høre —?

Åse

Sludder!

Peer Gynt

Snille moer, jeg beer —

Åse

(kaster en græstørv efter ham.)

Løft mig ned på timen, Peer!

Peer Gynt

Turde jeg, så visst jeg vilde.

(nærmere.)

Husk nu på at sidde stille.

Ikke spark og spænd med benene,

ikke riv og rusk i stenene, —

ellers kan det gå dig ilde;

du kan dratte ned.

Åse

Dit bæst.

Peer Gynt

Ikke spræl!

Åse

Gid du var blæst

som en bytting ud af verden!

Peer Gynt

Fy da, moer!

Åse

Tvi!

Peer Gynt

Giv mig heller

din velsignelse til færden.

Vil du? Hvad?

Åse

Jeg vil dig dænge,

om du end er nok så stor!

Peer Gynt

Ja, far vel da, kære moer!

Hav nu tål; jeg blir ej længe.

(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger:)

Husk så på, du ikke spræller!

(går.)

Åse

Peer! – Gud hjælpe mig, nu går han!

Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,

vil du høre! – Nej, der skrår han

over jordet —!

(skrigende.)

Hjælp! Jeg svimler!

(To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen.)

Første kærring

Kors; hvem skriger?

Åse

Det er mig!

Anden kærring

Åse! Se, – så højt på strå?

Åse

Dette her vil lidt forslå; —

snart, Gud bedre mig, jeg himler!

Første kærring

Signe rejsen!

Åse

Hent en stige;

jeg vil ned! Den fandens Peer —

Anden kærring

Sønnen jers?

Åse

Nu kan I sige,

I har set, hvor han sig ter.

Første kærring

Vi skal vidne.

Åse

Hjælp mig bare;

jeg vil bent til Hægstad fare —

Anden kærring

Er han der?

Første kærring

Så blir I hævnet;

smeden kommer og til stævnet.

Åse

(vrider hænderne.)

Å, Gud trøste mig for gutten!

de taer livet hans til slutten!

Første kærring

Ak, den lod er tidtnok drøftet;

trøst jer med, det så er laget!

Anden kærring

Hun er rent fra sans og vid.

(råber opover:)

Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

En mandsstemme

Hvad er fat?

Anden kærring

Peer Gynt har løftet

moer sin op på kværnetaget!

(En liden højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

(Peer Gynt kommer ad en gangsti, går raskt henimogærdet, standser og ser ud, hvor udsigten åbner sig.)

Peer Gynt

Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

(stiger halvt over; så betænker han sig.)

Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

(skygger for øjnene og ser bortover.)

Nej. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —

Hm, det er kanske rettest jeg vender.

(trækker atter benet til sig.)

Stødt så flirer de bag ens ryg,

og tisker, så det tvers igennem en brænder.

(går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)

Den, som havde noget stærkt at drikke.

Eller den, som kunde gå uformærkt. —

Eller den, som var ukendt. —

Noget rigtig stærkt

var bedst, for så bider latteren ikke.

(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskerne. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

En mand

(i samtalen.)

Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.

En kone

Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

Peer Gynt

(sagte.)

Var det mig, de snakked om?

(med et tvungent slæng.)

Å, lad dem snakke!

De kan da vel ikke livet af mig rakke.

(kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hænderne under hovedet og stirrer op i luften.)