скачать книгу бесплатно
Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; —
ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.
PEER GYNT
Ømme bekymrig! Bær pungen for stedse; —
uden guld er elskede hjerter tilfredse!
(Danser og synger igen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; —
han ved ikke på hvad fod han vil stå.
Pyt, sa’e Peer; – pyt, lad gå!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
ANITRA
Frydfuldt, når profeten i dansen træder!
PEER GYNT
Visvas med profetn! – Lad os bytte klæder!
Hejsan! Træk ud!
ANITRA
Din kaftan blev for lang,
din livgjord for vid og din strømpe for trang —
PEER GYNT
Eh bien!
(Knæler.)
Men gør mig en heftig sorg; —
det er sødt for elskede hjerter at lide!
Hør, når vi kommer hjem til min borg —
ANITRA
Til dit Paradis; – har vi langt at ride?
PEER GYNT
Å, en tusende mile —
ANITRA
For langt!
PEER GYNT
O, hør; —
du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før —
ANITRA
Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl.
Men du bad om en sorg —
PEER GYNT
(rejser sig)
Ja, død og plage!
En volsom, men kort, – for en to-tre dage!
ANITRA
Anitra lyder profeten! – Farvel!
(Hun smækker ham et dygtig rap over fingerene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørkenen.)
PEER GYNT
(står sen lang stund som lynslagen)
Nå, så skulde da også – !
__________________________
(Samme sted. En time senere. Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkerklæderene af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin europæiske dragt.)
PEER GYNT
(idet han kaster turbanen langt fra sig)
Der ligger Tyrken, og her står jeg! —
Det hedenske væsen duer s’gu ej.
Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,
og ej, som man siger, i kødet skårt. —
Hvad vilde jeg også på den gallej?
En står sig dog bedst på at at leve som kristen,
vrage påfuglhabittens pral,
støtte sin færd til lov og moral,
være sig selv og få sig tilsidst en,
tale ved graven og kranse på kisten.
(Går nogle skrit.)
Den taske; – hun var på et hængende hår
ifærd med at gøre mig hodet kruset.
Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven
et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. —
Jeg har fejled. Ja; – men det er dog en trøst,
at fejled på grundlag af stillingens brøst.
Det var ikke selve personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske levnet,
så ganske blottet for virksomheds salt,
som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.
En dårlig bestilling at være profet!
I embedets medfør skal man gå som i tågen;
profetisk taget man fluks er bét,
så såre man tér sig ædru og vågen.
Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,
netop ved at bringe den gås min hyldest.
Men, ikke des mindre —
(brister i latter).
Hm, tenke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at lade sig plukke.
Den adfærd kan kaldes profetisk vild. —
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;
jeg har noget i Amerika, noget i lommen;
er altså ikke helt på fantestien kommen. —
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst;
jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;
kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. —
Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;
og i valget kender man vismand fra tåben.
Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;
min kærlighedsleg er en aflagt kittel.
Til krebsegang føler jeg ingen drift.
«Atter og fra, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», —
så tror jeg der står i et åndrigt skrift. —
Altså noget nyt; en forældet færd;
et formål som er møjen og pengene værd.
Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, —
en bog til vejledning og efterfølgelse?
Eller, bi – ! Jeg har tiden ganske til rådighed; —
Hvad, om jeg som en rejsende lærd
studerte de henfarne tiders grådighed!
I sandhed, ja; det er noget for mig!?
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har også dyrket den videnskab siden. —
Jeg vil følge menneskeslægtens vej!
Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,
leve den op igen, som i en drøm, —
se heltenes kampe for stort og godt,
men i sikker behold, som tilskuer blot, —
se tænkerne falde, martyrerne bløde,
se riger grundes og riger forgå, —
de verdensepoker slå ud af det små;
kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. —
Jeg får se at få tag i et bind af Becker,
og rejse kronologisk så langt jeg rækker. —
Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,
og historiens indre mekaniske underfundig; —
men pyt; hvor udgangspunktet er galest,
blir tidt resultatet orginalest. —
Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,
og drive det igennem som flint og stål!
(Stille bevæget.)
Bryde, på alle kanter og ender,
de bånd, som binder til hjemstavn og venner, —
sprænge i luften sin rigdoms skat, —
sige sin kærligheds lykke godnat, —
alt for at finde det sandes mysterium, —
(tørre en tåre af øjet)
det er den ægte forskers kriterium! —
Jeg føler mig lykkelig over al måde.
Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.
Nu bare holde ud i tykt og i tyndt!
Det er vel tilgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som manden Peer Gynt,
også kaldt menneskelivets kejser. —
Det svundnes facit og sum vil jeg eje;
aldri slide de levendes veje; —
samtiden er ej en skosåle værd;
både troløs og margløs er mændenes færd;
deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; —
(trækker på skulderen)
og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt!
