скачать книгу бесплатно
Et keltringstykke – ! Men – enfin!
(Følger de andre.)
TRUMPETERSTRALE
Jeg får vel følge dem på færden,
– men protesterer for alverden – !
(Går efter.)
__________________________
(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp. Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.)
PEER GYNT
Mareridet! – Væv! – Nu vågner jeg snart!
Den står fra land! Og i rasende fart! —
Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(Knuger hænderne.)
Det går dog umuligt an, at jeg dør!
(Rykker sig i håret.)
En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er sanhed, desværre!
Mine asner af venner – ! Hør mig, Vorherre!
Du er jo så vis og retfærdig – ! O, døm – !
(Med oprakte arme.)
Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på!
Tag dig af mig, fader: ellers må jeg forgå!
Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!
Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres grejer!
Verden skøtter dig nok selv imens! —
Nej – Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er stel! En Gud, som på råd er læns!
(Vinker oppad.)
Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!
Jeg har skikket missionærer over til Asien!
En håndsrækning er dog en anden værd!
Å, hjælp mig ombord – !
(En ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald hæres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)
PEER GYNT
(bleg og sagte)
Det var straffens sværd!
Tilbunds med mand og mus i et plump!
O, evigt priset være lykkens slump! —
(Rørt.)
Slumpetræf? Nej, det var mer end så.
Jeg skulde frelses og de forgå.
O, tak og pris, at du har mig hyttet,
holdt øje med mig trods alle mine brøst! —
(Ånder dybt ud.)
Hvilken vidunderlig tryghed og trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke?
Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.
Det er ikke så farligt; —
(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke,
at jeg lille fattige spurv skal forgå!
Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.
Lade Herren råde; ikke hænge med ørene —
(farer forskræmt ivjeret).
Var det en løve, som knurred i rørene – ?
(Med klapprende tænder.)
Nej, det var ingen løve.
(Mander sig op.)
En løve; jo visst!
De bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo et instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med elefanter. —
Men alligevel. Jeg får finde et træ.
Derborte svajer akazier og palmer;
kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ, —
især hvis jeg dertil kunde et par salmer —
(klattrer opp).
Morgenen er ikke kvelden lig;
det skriftested er ofte nok vejet og drøftet.
(Sætter sig tilrette.)
Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge på ham. Han ved hvad portion
af nødens kalk jeg er mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min person; —
(kaster et øje ud over havet og hvisker med et suk):
men økonom, – nej, det er han ikke!
__________________________
(Natt. Marokansk lejr på grænsen mod ørkenen. Vagtild og hvilende krigere.)
EN SLAVE
(kommer og river sig i håret)
Væk er kejserens hvide ganger!
AN ANDEN SLAVE
(kommer og sønderriver sine klæder)
Kejserens hellige dragt er stjålen!
OPSYNSMAND
(kommer)
Hundred slag får under sålen
hver, som ikke tyven fanger!
(Krigerene stiger tilhest og galopperer bort i alle retninger.)
__________________________
(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer. Peer Gynt i træet med afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)
PEER GYNT
Fatalt! En højst ubehangelig nat.
(Slår om sig.)
Er du der igen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt dyr, den abekat!
Der står skrevet: du skal våge og fægte.
Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og mat.
(Forstyrres igen; utålmodig:)
Jeg må få en pinde for det uvæsen sat!
Jeg må se at få fanget en af de knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
på sæt og vis i hans lådne hud,
så vil de andre tro jeg er ægte. —
Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.
og lidt får man læmpesefter skik og brug. —
Atter en sværm! De myldrer og kryr.
Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren hale, —
noget sådant, som gav en vis lighed med dyr – .
Hvad nu? Der tasser det over mit hode – !
(Ser opp.)
Den gamle, – med næverne fulde af smuds – !
(Kryber ænsgtelig sammen og holder sig en stund stille. Abekatten gør en bevægelse; Peer Gynt begyner at lokke og godsnakke, som for en hund.)
Ja, – er du der, du gamle bus!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender??
Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt; —
Bus skal få sukker imorgen – ! Det bæst!
Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —
Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.
Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:
man får spytte og håbe på vanens magt? —
Der er yngelen også!
(Fægter og slår.)
Det er dog for galt,
at mennesket, denne skabningens herre,
