скачать книгу бесплатно
Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;
fejgheds knop, i blomt, er grumhed;
sandhed i sin overdrift.
er en bagvendt visdomsskrift.
Ja, mit barn, – jeg er forsvoren
som en hund, hvis ej der går
sjælsforædte folk på jorden,
som til klarhed tungvindt når.
Jeg har kendt en sådan krop,
perlen i den hele trop;
og selv han tog fejl af målet,
misted meningen i skrålet. —
Ser du ørken om oasen?
Hvis jeg blot min turban svinger,
verdenshavets flod jeg tvinger
til at fylde hele stadsen.
Men jeg var en dompap-pande,
hvis jeg skabte hav og lande.
Ved du, hvad det er at leve?
ANITRA
Lær mig det!
PEER GYNT
Det er at svæve
tørskod nedad tidens elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kære!
Gammel ørn sin fjærham fælder,
gammel støder går og hælder,
gammel kærring mister tænder,
gammel knark får visne hænder, —
hver og en får vissen sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en sultan, hed og hel, —
ej på Gyntianas banker,
under palmeløv og ranker, —
men, på grundlag af det færske,
i en kvindes jomfru-tanker. —
Ser du nu, min lille pige,
hvi jeg har dig nådigst dåret, —
hvi jeg har dit hjerte kåret,
grundlangt, som jeg så må sige,
der mit væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine længsler.
Voldsmagt i min elskovs stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme, —
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver,
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; —
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet; —
det blir bedst for begge to; —
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
hus forbi, hvad jeg har sagt? —
Nej; det stempler just min magt,
at hun flyder bort i drømme
på min elskovstales strømme.
(Rejser sig og lægger smykker i hendes skjød.)
Her er søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer —
Sov! Isøvne har du kronen
på din kejsers pande sat!
Sejr på grundlag af personen
vandt Peer Gynt i denne nat.
__________________________
(Karavanevej. Oasen langt tilbake i det fjerne. Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)
ANITRA
Lad være; jeg bider!
PEER GYNT
Du lille skalk!
ANITRA
Hvad vil du?
PEER GYNT
Vil? Lege due og falk!
Føre dig bort! Gjøre gale streger!
ANITRA
Skam dig! En gammel profet – !
PEER GYNT
Å, vås!
Profeten er ikke gammel, din gås!
Synes du dette på alderdom peger?
ANITRA
Slipp! Jeg vil hjem!
PEER GYNT
Nu er du koket!
Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!
Vi gale fugle, af buret fløjne,
tør aldri mere komme ham for øjne.
Desuden, min unge, på samme sted
bør man ikke for længere til slå sig ned;
man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; —
især, når man kommer som profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.
Det var s’gu på tid at besøget fik endskab.
Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; —
tilslut vanked hverken virak eller bønner.
ANITRA
Ja, men er du profet?
PEER GYNT
Jeg er din kejser!
(Vil kysse hende.)
Nej, se hvor den lille hakkespæt knejser!
ANITRA
Giv mig den ring, som sidder på din finger.
PEER GYNT
Tag, søde Anitra, det hele pøjt!
ANITRA
Dine ord er sange! Lifligt de klinger!
PEER GYNT
Saligt, at vide sig elsket så højt!
jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!
(Rækker hende ridepisken og stiger af.)
Se så, min rose, min dejlige blomst;
her vil jeg gå i sandet og kave
til jeg rammes af solstik og får min bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hva det for øje!
Du får ikke veje mine fagter så nøje.
Spas og spilopper er ungdoms kriterium!
Hvis altså ikke ånd var så tung,
så vilde du skønne, min yndige nerium, —
din elsker gjør spilopper, – ergo er han ung!
ANITRA
Ja, du er ung. Har du flere ringe?
PEER GYNT
Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe!
Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse!
(Danser og synger.)
Jeg er en lyksalig hane!
Hak mig, min lille tippe!
Ej! Hop! Lad mig trippe; —
jeg er en lyksalig hane!
ANITRA
