скачать книгу бесплатно
(Han går.)
__________________________
(Sommerdag. Højt opp mod nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen. En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.)
KVINDEN
(kaster et øje nedover vejen og synger)
Kanske vil der gå både vinter og vår,
og næste sommer med, og det hele år; —
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(Lokker på gederne, spinder og synger igen.)
Gud styrke dig hvor du i verden går!
Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!
Her skal jeg vente til du kommer igen;
og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!
__________________________
(I Ægypten. Morgendæmring. Memonstøtten står i sandet. Peer Gynt kommer gånde og ser sig en stund omkring.)
PEER GYNT
Her kunde jeg passelig begynde min vandring. —
Nu er jeg altså ægypter til forandring;
men ægypter på grundlag af det gynske jeg.
Siden Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med verdens skabelse,
det vilde bare lede til fortabelse; —
jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;
jeg finder jo altid den verslige spor igen;
og at se den, som man siger, i sømmene efter,
ligger udenfor både min plan og mine kræfter.
(Sætter sig på en sten.)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.
Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;
får jeg tid, vil jeg ranske den indeni siden.
Derpå til-lands om det røde hav;
kanske jeg kan finde kong Potifars grav. —
Så er jeg asiater. I Babylon jeg søger
de ryktbare hængende haver og skøger, —
det vil sige, de vigtigste spor af kultur.
Og så med et spring til Trojas mur.
Far Troja går der jo sjøvej direkte
over til det herlige gamle Athen; —
der vil jeg på åstedet, sten for sten,
befare det pas, som Leonidas dækte; —
jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,
finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer – ;
nej, det er s’gu sandt, – det er krig for tiden – !
Ja, så får Hellenismen ligge til siden.
(Ser på sit uhr.)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før solen rinder. Min tid er knap.
Altså, fra Troja; – det var der jeg slap —
(rejser sig og lytter).
Hvad er det for en underlig susing, som farer – ?
(Soloppgang.)
MEMOSTØTTET
(synger)
Af halvgudens aske stiger foryngende
fugle syngende.
Zeus, den alvitende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
hvor sover mine fugle?
Du må eller råde
sangens gåde!
PEER GYNT
Sandfærdig, – mener jeg ikke det gik
fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.
Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. —
Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.
(Noterer i lommebogen.)
«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen,
men forstod ikke rigtig texten til sangen.
Det hele var naturligvis sansebedrag. —
Ellers intet af vægt observeret idag.»
(Går videre.)
__________________________
(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minareter. Peer Gynt kommer; hen betragter Sfinxen opmærksomt, snart gjennem lorgnetten, snart gjennem den hule hånd.)
PEER GYNT
Nej, hvor i alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette skabilken?
For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.
Var det en person? Og, i så fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind
ligned de såkaldt Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med enden plantet på søjlestubber. —
Men dette underlige krydsningsdyr,
denne bytting, på engang løve og kvinde, —
har jeg også ham fra et eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkelig minde?
Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!
Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, —
det vil sige, jeg drømte, – for jeg lå i feber. —
(Går nærmere.)
Det selvsamme øjne; de selvsamme læber; —
ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i hovedsagen. —
Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,
når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!
Kan du endnu gåder? Det skal vi prøve.
Nu får vi se om du, svarer som sidst, du!
(Råber mod Spfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?
EN STEMME
(bak Spfinxen)
Ach, Sphinx, wer bist du?
PEER GYNT
Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt!
STEMMEN
Wer bist du?
PEER GYNT
Det taler jo sproget færdigt!
Den observation er ny og min.
(Noterer i bogen.)
«Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(BEGRIFFENFELDT kommer frem bag Sfinxen.)
BEGRIFFENFELDT
Et menneske!
PEER GYNT
Nå, det er ham, som prater.
(Noterer igjen.)
«Kom senerehen til andre resultater.»
BEGRIFFENFELDT
(uder alslags urolige fagter)
Min herre, undskyld – ! En lebensfrage—!
Hvad fører Dem just idag herhen?
PEER GYNT
En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.
BEGRIFFENFELDT
Hvad? Sphinxen – ?
PEER GYNT
(nikker)
Jeg har kendt ham i gamle dage.
BEGRIFFENFELDT
Famost! – Og det efter denne nat!
Min pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kender ham, mand? Tal! Svar! Kan De nævne,
