скачать книгу бесплатно
ÅSE
(sparker i arrighed)
Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!
PEER GYNT
Hm; så får jeg gå alene.
ÅSE
Ja, men jeg skal komme efter!
PEER GYNT
Snille moer, du har ej kræfter —
ÅSE
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!
PEER GYNT
Ja, ifald du lover —
ÅSE
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
PEER GYNT
Nej, du får nok vente her.
ÅSE
Aldri! Jeg vil med i laget
PEER GYNT
Får ej lov.
ÅSE
Hvad vil du gjøre?
PEER GYNT
Sette dig på kværnetaget
(sætter hende derop. ÅSE skriger).
ÅSE
Løft mig ned!
PEER GYNT
Ja vil du hø – ?
ÅSE
Sludder!
PEER GYNT
Snille moer, jeg beer —
ÅSE
(kaster en græstørv efter ham)
Løft mig ned på timen, Peer!
PEER GYNT
Turde jeg, så visst jeg vilde.
(nærmere)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, —
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.
ÅSE
Dit bæst!
PEER GYNT
Ikke spræl!
ÅSE
Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!
PEER GYNT
Fy da, moer!
ÅSE
Tvi
PEER GYNT
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?
ÅSE
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!
PEER GYNT
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.
(Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)
Husk så på du ikke spræller!
(går).
ÅSE
Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !
(Skrigende.)
Hjælp! Jeg svimler!
(to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).
FØRSTE KÆRRING
Kors; hvem skriger?
ÅSE
Der er mig!
ANDRE KÆRRING
Åse! Se, – så høyt på strå?
ÅSE
Dette her vil lidt forslå; —
snart Gud bedre mig, jeg himler!
FØRSTE KÆRRING
Signe rejsen!
ÅSE
Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer —
ANDRE KÆRRING
Sønnen jers?
ÅSE
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
FØRSTE KÆRRING
Vi skal vidne.
ÅSE
Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare —
ANDEN KÆRRING
Er han der?
FØRSTE KÆRRING
Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.
