Germanernes L?rling

скачать книгу бесплатно


– Jo paa en Maade nok Lyst – men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg skal sige – jeg er bange – jeg – det at være Sjælesørger for en Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar – og saa synes jeg ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald —

– Ganske vist, det – er jo meget sandt, – saadan i Almindelighed … Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det, Hjorth … Man—n – kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det indre Kald, det ved Gud man kan … Der er mange unge Theologer, der mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger, ved Ordinationen … Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første Gang kommer til Herrens Bord … Men—n, det gaar jo ikke altid saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han skal komme til hvert enkelt Hjærte … Det er som vi synger i vor gamle Salme: Her vil ties, her vil bies —

– Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig alligevel … Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet bedre i en anden Stilling —

– Naa, ja, De tænker paa Provst Storm —

– Ogsaa paa ham, ja.

– Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men – har Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads i sin Kirke, som – ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han virker dog meget – anerkendelsesværdigt? … Nej, naar det slet ikke kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben imod os, det har vi Guds eget Ord for … Aa, men vær De blot ikke bange for det … Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot tager redelig fat … De er jo et kristeligt Menneske, og efterhaanden som De ved Videnskabens – hm! – Haand trænger – dybere – ind i – disse – hm, hm! – evige Sandheder … De skal se, det vil alt vende sig til det bedste.

Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.

– Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa – man vèd jo ikke, hvordan det kan føje sig – der kunde jo ogsaa aabne sig andre Udveje – – for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer – det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der – ikke sandt? – Nu – der er jo for Exempel den nye theologiske Professor, Doktor Petersen, – en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket – han er ogsaa bondefødt, – ja, han er saamæn her fra Sognet … Jeg har kendt hans Forældre godt … De bòde omme bag Møllen … Det var Husmandsfolk, simple Husmandsfolk … Ja, – dèr kan man se!

– Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?

– Ja—a, jo vist gjorde han det … Men det har saamæn ikke noget at sige. Han er endnu en ung Mand … Hvis De blev noget ældre Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu … Men jeg synes Kakkelovnen ryger, – brød han pludselig af, idet han rejste sig.

– Ja, den er ikke helt fri for det.

– He, det er dog ellers mærkeligt! … Det er ellers saadan en udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften god, den ventilerer, aah! – jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer op … Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange Gange for den Kakkelovn, – ja, for jeg har jo selv ladet den sætte op, det er min Idè; – nej, disse nymodens – hvad er det nu? – Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, – til at kvæle Folk med … Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til … Ja, min Eftermand, han – han vil saamæn ikke komme til at bande mig … Ak ja, man bliver gammel, Hjorth – man kommer til at tænke paa Eftermanden … Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient, som det hedder i Cato major … Naa ja, det er sandt, De forstaar ikke Latin.

– Nej endnu i al Fald ikke.

– Men siden maaske, hvad? … Saa kunde det hændes, jeg kunde faa Dem til Kapellan, Hjorth; – hvis jeg kan holde ud saa længe.

– Aa, hvad det angaar —

– Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad! … Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu … Men, ih du Fredsens, er den halv et! … Saa maa vi skam … Ferdinand, Ferdinand! … Naa, dèr kommer han allerede for Døren. – Stine! har du pakket Kjolen ind? og den gamle Præstekrave?

VII.

– Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag – dette med den ny Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe ned fra. – Han … hvad er det nu?

– Frederiksen.

– Ja vel … Har De set Regnskaberne efter, Jessen?

– Jo, vist har jeg saa – men —

– Naa, hvordan —?

– Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid. Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.

– Hm! – ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage, dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa den tilklattede Voxdug.

– Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, – han skulde naturligvis have Brændet ligesom Formanden —

– Naa saadan – ja vel! – he! Godsforvalterens lille runde Mave syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

– Ja, hør vèd De hvad, Jessen, – De kan saamæn godt skrive til Prokurator Meyer imorgen.

– Hvad mener Godsforvalteren? – om —

– Ja, netop … Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres overlegne Skarpsynethed.

– Men naar vores Bøger – —

Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet: —

– Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! … Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger … Ja, lad dem forlange dem … Vi vèd ikke noget af det; – Regnskaberne er kommet bort; der har været en rædsom Uorden paa Godskontoret – i den forrige Forvalters Tid naturligvis … Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa – —. Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn … Hvem er det, der gaar over til Dem? – aa, det er jo Lærer Hjorth, – ja det er sandt, nu skal han nok ikke være Lærer mer —