Bang Herman.

Ved vejen





Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han kom i Sl?den, og Vintern?tterne, naar de fulgte ham paa Vej under de mange Stjerner.

Ja, sagde Fr?kenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker de Huuser.

Katinka blev ved at tale med d?mpet Stemme gennem Halvm?rket, fra sin Krog.

Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde plantet Roserne ud; han kunde alting.

Ja, sagde Fr?kenen, det er en rar Familje.

Og Sommerdagene der kom og Markedet alt fortalte hun om

Fr?kenen var begyndt at nikke i sin Stol Fr?kenen blev let s?vnig, naar hun skulde h?re og snart sov hun med H?nderne foldede over sin Kat.

Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen t?ndt og lyste Stuen op: Billederne paa V?ggen, det gamle Uhr og Fr?kenen, som sov med sin Kat paa Sk?det og Hovedet ned paa Brystet.

Fr?kenen vaagnede og l?ftede Hovedet:

Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.

Katinka h?rte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor hun gik, var det kun som hendes L?ngsel voksede for hvert eneste Skridt.


* * * * *

Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det m?rkeligste her er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til K?benhavn i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa til Ki?r, kan du t?nke dig, at han bad ham l?se ham fra hans Plads. Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han paa et Stipendium kan du t?nke dig, og vilde sende en Stedfortr?der, og denne Stedfortr?der kom igaar. Ki?r bander og jeg var ogsaa ked af det, nu, vi havde v?nnet os saa godt til den T?rvetriller.

Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde l?st det igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun havde troet, det var altsammen kun en Dr?m: et Under maatte ske. Men hun maatte se ham igen, og han vilde ikke rejse.

Og nu var han dog rejst. Rejst og borte.

Broderb?rnene snadrede om hende ved deres M?lkebr?dskopper:

Tante, Tante Tik!

Den n?stmindste faldt ned af Stolen og br?lede.

Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.

Katinka l?ftede Emil op og t?rrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev.

Rejst og borte.

Men nu vilde hun hjem, v?re hos sig selv og ikke blandt disse fremmede Mennesker.

Idetmindste vilde hun hjem.


* * * * *

Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i Plantagen med Flokken.

Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit B?rnet?j.

Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Sy?sken og hulkede.

Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog.

Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, sagde hun.

Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Sy?ske.

Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog Marie dog.

Den lille Kone l?ftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du.

Og du var saa god ved mig Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned over Sy?sken. Saa god ved mig Jeg som altid gaar i dette her.

Altid.

Katinka var r?rt; hun kn?lede ned paa Gulvet foran den lille Kone og tog hendes H?nder: Men, Marie, sagde hun, det blir jo anderledes.

Ja og den lille Kone blev ved at gr?de med Hovedet ind til hende naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man d?er.

Katinka l?snede hendes H?nder fra Ansigtet og vilde tale.

Men saa saa hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne, og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til sin Plads, mens den lille Kone blev ved at gr?de.

Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til For?ldrenes Grav.

Hun m?dte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det var hendes F?dselsdag.

De to Veninder stod sammen foran Graven.

Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med N?sen i Vejret.

De skiltes ved Katinkas Gravsted.

Man tr?ffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.

Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa B?nken under Pilen. Hun saa paa den d?de Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden ogsaa sin Ungdoms Hjem.

Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa elendigt alting.

Hun saa Thora for sig med hendes urolige ?jne, og hun h?rte Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcell?net for at h?dre de fremmede Og hun saa sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde gr?dt.

Og her denne Plet med den d?de Sten og de to Navne det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.

Hun sad l?nge. Og hun saa ind over det Liv, som hun nu skulde f?re, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, en eneste ut?nkelig, fremskyllende Haabl?shed.


* * * * *

Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og Marie tog hendes Ting, og hun havde blot ?n Tanke: at komme ind i Stuerne ind.

Det var hende, som Huus maatte v?re derinde og vente.

Og hun gik i Forvejen og aabnede D?ren til Stuen, der ventede ren og fin; til Sovekamret; til K?kkenet hvor alting skinnede; rent og tomt.

Men, Gud, hvor har dog Fruen sk?mmet sig, begyndte Marie, som sl?bte Sagerne.

Og saa gik det l?s, mens Katinka, bleg og tr?t, var faldet hen paa en Stol om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket. Omme i Kroen havde de haft Sommerg?ster, som kom med Sengested og det hele, og i Pr?stegaarden havde de ligget lige op til Taget.

Og Huus, der var rejst paa en Studs.

Ja, jeg t?nkte det For han var hernede den sidste Aften og mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele inde i Stuen sad han alene og ude i Haven og herude paa Trappen hos Duerne.

Naar rejste han, sagde Katinka.

Nu er et vel to Uger siden.

To Uger.

Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han v?ret for at sige hende Farvel paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun f?lte n?sten som en stille H?jtidelighed.

Der l?d et glad Hall?j henne paa Vejen. Hun h?rte Agnes Stemme i et stort Kor. Hun n?sten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.

Agnes fl?j i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun n?r var faldet over Ende; og hele Pr?stegaardsselskabet kom ind til Chokolade og der blev d?kket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til Otte-Toget.

Toget bruste afsted, og de var atter borte, man h?rte dem st?je henad Vejen ; Peter Banekarl havde faaet M?lkespandene bort, og Katinka sad alene paa Perronen.

Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse.

Tak.

Hm, hvor Dagene bliver korte Og Satan til kold Vind.

Du skulde dog komme ind.

Ja, jeg kommer.

Bai lukkede Vinduet.

St?jen af Pr?stegaardsfolkene d?de bort. Alt var stille og ?de.

Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve.


* * * * *

Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned. Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.

Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte.

Louise-?ldst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin K?kkenstol og rokkede.

Hva er et, sagde Louise-?ldst, hun syntes Moderen sad og saa saa underlig ud.

Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.

Vr?vl, sagde Louise-?ldst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltem?drene i Tragedien.

Louise-?ldst l?ste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun for hende.

Hun har jo haft en hel Sommer.

Louise-?ldst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, br?lte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.

Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.

Hva sier du?

Jeg sier, du skal vel gratulere, sagde Louise-?ldst og t?rte ?jne. Hun begyndte at f?je sig efter den nyskabte Situation.

Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.

Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Pr?stegaarden Du til Jensen og M?llerens Louise-?ldst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden.

Hun var barnlig og raabte Leve Postv?senet, da hun l?b bort fra Stationen og svingede med sin Parasol.

Han var ved Postv?senet.

Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til M?llerens og gr?d over, at hun skulde miste sin Due:

Joakim Barner af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er besk?ftiget ved Postv?senet.

I Pr?stegaarden m?dtes Enkefruen med sin ?ldste.

Ja, jeg f?lte dog Trang til selv at sige det til vor Sj?les?rger. Enkefru Abel brugte igen sit Lommet?rkl?de: I saadan alvorlige ?jeblikke, sagde hun.

Gamle Pastor slog sig paa Maven af Forn?jelse. Jordb?rlik?ren kom paa Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa at vide, hvordan det var blevet. Det var blevet i et Lysthus ved Stranden.

Gamle Pastor drak med Louise-?ldst.

Naa, naa, man v?d, hvordan det gaar, naar der f?rst er gaaet Hul Der kommer Bev?gelse i Tingene, sagde gamle Pastor.

Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge min sidste Enkefruen fik et Anfald af frygtsom ?mhed mod sin sidste.

Den sidste var saa k?len som et lille F?l i Anledning af Dagen.

Saa kan hun saam?n endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog god Bund i dem, Linde.

Himlen v?d, hvad Agnes vil sige.

Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.

Naa, saa Gud v?re lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun h?rte det.

Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun stod ved Perronlaagen og saa efter Familjen Abel, der havde hentet Svigers?n.

Det lille Mandfolk fl?j rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hj?lpel?s som en B?nne i en Kv?rn.

Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.

Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.

Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de l?kkelige.

De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:

Nu rejser jeg I n?ste Uge. Jeg har sagt det hjemme.

Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel tae en Ende.

Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille.

Man faar jo ogsaa Arbejde L?rerinde-Pr?ven. Der er jo ikke andet For at s?tte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt og til noget alvorligt er det for sent.

Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er det.

Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi Kvinder egenlig ikke; de f?rste fem og tyve Aar af vor Tilv?relse danser vi rundt og venter paa at blive gift og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet.

Agnes satte Albuerne paa Bordet og st?ttede Hovedet i H?nderne.

Dejligt, sagde hun ud i Luften.

Pludselig holdt hun H?nderne for Ansigtet og brast i Graad.

Og som man saa vil l?nges, sagde hun.

Hun gr?d l?nge med Ansigtet i H?nderne. Saa lod hun Armene falde ned paa Bordet. Hun saa paa Katinka; den dejlige Kone sad b?jet frem med H?nderne i sit Sk?d; langsomt l?b Taarerne ned ad hendes Kinder.

Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende Dejlige Kone.

I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.


* * * * *

Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i k?lne S-Lyde og Smaahvin.

Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, han gier os Navne.

Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til en af dem sagde Busse-Bisse, og de forsvandt bag D?rene.

Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede.

Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa Basse og B?sse et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og B?sse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt t?t gr?nt.

Naar Basse og B?sse kom frem, saa de h?jr?de og fortumlede ud.

Louise-?ldst og det lille Mandfolk levede i Smaaf?gtninger med Livtag. Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag D?rene.

I Selskab var de allesammen s?vnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde Enkefruen smaa s?dladne Busse over til sine tre. Hun vidste ikke selv, hvad det bet?d.

Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke t?ndt Lys.

Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.

Det lille Mandfolk sad mellem B?sse og Lisse-Sa i Sofaen. Fr?ken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvm?rket. Henne fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.

Naar Fr?ken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa den kolde Snude.

Undertiden gik Basse og B?sse ned over Markerne til Aftentoget. De gik op og ned langs Perronen og saa hinanden ind i ?jnene; naar de drejede, kyssede det lille Mandfolk B?sse-Sa paa ?ret.

Katinka sad paa Perronb?nken med Huus blaa Sjal om sig; naar Toget var borte, h?rte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.

Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede have Lys til The.

Lampen, Marie, sagde hun.

Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige H?nder, der blev liggende paa de sidste Taster.

Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun st?ttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa tr?t, som var der Bly i hendes Ben.

De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.

Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de nye B?ger: Agnes og Andersen havde altid sk?ndtes om dem.

Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig l?nger end tyve Sider i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde tage Tankerne v?k.

Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet Marianna ind med en Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran Skuffen, f?r hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i det gullige Brudesl?r.

Hun gik ogsaa ud i K?kkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran T?llelyset paa Bordet og lod Munden gaa. Hun var en trofast Sj?l, som ikke glemte gammel K?rlighed.

Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet.

Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun fr?s, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.

Marie Pige blev ved at snakke med sit store r?de Ansigt ind mod det ensomme Lys.

Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede D?ren.

Ja, Bai.

Godnat, Marie.


* * * * *

Efteraaret kom med tungsindige Taagesl?r over Markerne. Himlen laa lav over Dage, der sneg sig i Halvm?rke fra Nat til Nat.

De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa mande Dem op.

Ja, Doktor.

Og gaa. De maa hae Bev?gelse. Det er Kr?fterne, som er rent borte.

Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.

Og ellers ikke noet nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra Fr?ken Agnes?

Ja forleden.

De taler om at Andersen s?ger bort.

Jeg h?rte det, siger Katinka. Alle rejser herfra.

Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver.

Ja, vi bliver, Doktor.

Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han t?nder Cigar.

Nej, Satan til Historie, siger Bai.

Der er ingen Kr?fter Naa, god Morgen, Forstander.

Ja, Satans Naa, Morgen, Doktor.

Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget. Du g?r heller ikke noet for det.

Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.

Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa St?vningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterl?s bag den hvide Mur. Kun Buksbomh?kkene stod stive om de stive Kors med deres Navne.

Hun gik atter hjem over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort. Som en m?rkere Plet i Taagens Graa laa R?gen en lille Stund, og l?ste sig saa.

Paa den Side Aaen blev der pl?jet. Gr?st?rven skr?lledes op i lange Furer bag den sindige Plov.

Katinka kom hjem.

M?lleren havde v?ret der, eller Forvalteren fra Ki?rs.

Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Sv?rt oppe i alting, rar Fyr, du.

Ka jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Ki?r.

Ki?r brummede noget.

Men en rask Fyr er han, en Ligesindet, du gamle Ki?r.

Svendsen samlede paa gr?ske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til Toddyen. Kigger vi lidt i Arkivet, sagde Svendsen.

For min Skyld gerne. Bai var altid villig.

Svendsen fik Nyhederne fra Hamborg mod Efterkrav.

Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de var ved Arkivet, sk?nt D?ren var lukket.

Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for Lampen.

De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Kn?ene.

Men denne er h?j, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.

Svendsen gned sig under N?sen og sn?ftede.

Steg, sagde han, Steg er et.

De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene. Det var ligesom Bai faldt sammen.

Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.

Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?

Svendsen svarede ikke.

Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig.

Ja, Gamle, sagde han. Ja vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op:

Nej, man v?d sgu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.

Bai rejste sig og aabnede D?ren til Dagligstuen.

Hva, sagde han, sidder Du i M?rke.

Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i M?rke.

?nsker du noget, Bai?

Jeg f?lger Svendsen et Stykke, sagde Bai.

Katinka kom ind for at sige Farvel.

Fruen er stadig noget blegn?bet, sagde Svendsen og f?lte paa Lommerne, om han havde sine Samlinger.

Bai var f?rdig og der blev sagt Farvel.

Gud bevares Fruen maa blive inde det er meget for k?ligt.

Jeg f?lger kun til Laagen, sagde hun.

De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.

Det melder Kulde. Godnat, Frue.

Laagen slog i.

Godnat.

Katinka stod l?net til Laagen. Stemmerne d?de bort. Katinka l?ftede Hovedet: Ja Himlen var klar og alle Stjerner oppe.

Som vilde hun klage sin N?d for det d?de Tr?, b?jede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe.


* * * * *

Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.

Og Andersen skulde ogsaa rejse.

Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at sidde her og faa en af det levende Ord.

Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.

Fru Linde gr?d i Krogene

Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa det godt. Men de v?d ikke hvad de vil, Fru Bai. De v?d ikke, hvad de vil, min Ven.

Det er Ungdommen en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar og sp?er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid

Jeg spurgte i ?ggehvide, min Ven, f?r Linde friede, og vi har taet det onde med det gode i tredive Aar.

Men nu ka vi ha Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en Gang lukker vore ?jne.

Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.

Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom saadan Ro med ham.

Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt:

Der ser De, min Far, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.

De to Gamle smaask?ndtes.

Det er, som jeg siger dig, Linde.

Om du vil tro mig, min Pige og han bredte Stikkene ud.

Dem, lille Frue, det er Dem.

Katinka faldt hen. Hun sad og saa paa de to Gamle.

En Karo-Dame der ser De, min Faer.

Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange Livretter, som Katinka lavede.

Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i K?kkenet fra om Morgenen tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Sv?re Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skr?lles.

Tr?t satte Katinka sig ned paa K?dblokken og hostede.

Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka stoppe i Munden-det blir Enden, sagde Marie.

Vil du hae Genever, siger Katinka.

Hvis du har

Naar han nikkede, saa man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og Smilehuller for Knoer.

Saa er der f?rdigt, siger Katinka.

Tak, min Pige, siger Bai.

Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanm?ssigt over Bai. Det kom maaske med Korpulencen.

Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.

Katinka s?tter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser hen paa Bai over det d?kkede Bord til hans stille Kone. Katinka st?tter Hovedet i sin Haand.

De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.

Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet D?ren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:

Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres Hus.

Bagefter sidder de ved M?lkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode ?gtem?nd, der holder af S?dt, siger Fru Linde: Bai vil have flere Vanilliekranse frem af Kassen.





: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11