Bang Herman.

Min gamle Kammerat





Min gamle kammerat

Nej er det dig at man skulde tr?ffe dig her.

Nej men du gode det er Kristian

Ja i egen h?je Person nej, at man skulde tr?ffe dig

Men saa kom dog og s?t dig, Mand saa n?r jeg ikke havde kjendt dig.

Det tror jeg, naar man f?jter saadan om som du saa har man let til at glemme sine gamle Venner.

Nej, min gamle Ven tvertimod, saa husker man dem just.

Naa et Paradox saa kjender jeg dig igjen du gamle nej at man virkelig skulde m?de dig en Gang.

Men saa s?t dig dog d?r i L?nestolen, at jeg kan se paa dig: Jo, du er helt den gamle paa Skj?gget n?r det er blevet tykkere husker du den Gang du plejede de spirende Dun med L?gsaft

Aa ja

Og saa er Du blevet sv?r

Og du er stadig lige tynd og du gaar stadig med for smaa St?vler.

Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undv?re det.

Vi satte os. Ja han var helt den gamle: de samme ?jne, blaa og troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet.

Jeg sad nogle ?jeblikke og saa paa ham. Saa sagde han:

Vi sidder og ser paa hinanden og hver t?nker om den anden: Hvor han har forandret sig i de otte Aar.

Otte Aar er det otte Aar

Ja, det er otte Aar.

Var det virkelig saa l?nge siden, vi havde set hinanden. I det ?jeblik syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene sammen, sovet Side om Side paa Forel?sningerne, og pantsat Frakker for hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens St?vler

Og det var otte Aar siden.

Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om vore f?rste Theaterforestillinger. Hvor Hjerterne dog havde haft let ved at banke i den Tid

De gamle Navne dukkede op.

Husker du ham og husker du ham?

Aa jo hvad er der blevet af ham?

Han er juridisk Fuldm?gtig paa Vestkysten blevet tyk og fed

Han var den kj?nneste af os

Det ser man ikke l?nger

Og Ramsay den blonde husker du, hvor er han? Husker du ham Huen paa Sned over Lokkerne, Stokken i Lommen et Blik paa Skraa til hver Dame paa Str?get Naa, der var ikke Plads til ham paa Fortovet saa stolt gik han og erobrede en Verden ved hvert Skridt.

Om jeg husker.

Han talte altid for Kvinden om L?rdagen og var altid forelsket Hver Uge i en ny Stakkel.

Han er i Indien, tror jeg

I Indien

Ja han var kommen paa Vejen nedad. De kaldte ham: "aan mig en Krone" og gik udenom, naar de saa ham paa Gaden. Saa tog han sig sammen en Dag og rejste

Ja saa til Indien. Ja, det er vel ikke det v?rste.

Therkildsen ham med den store N?se mindes du som altid spillede "Tanten" paa Salen han er d?d ifjor Saadan dukkede Navnene frem den var d?d, den kommen i Embede, den var gift, den blevet borte.

Vi sad saadan og snakkede. Saa blev der en Pavse, og hver t?nkte paa sit, maaske paa det samme.

Og uden n?sten at vide det, sagde jeg:

V?d du Kristian vi er ikke mere unge nu.

Tredive Aar.

Ja tredive Aar

Og du du er jo blevet "ber?mt".

Ja det er bleven sagt af en Rus i et L?rdagssold efter to. Men jeg vilde hellere v?re atten Aar.

For at opnaa hvad?

Opnaa hvad? Ingenting af det, jeg har naaet du.

Min gamle Kammerat sad lidt. Saa sagde han:

Ja du jeg er tilfreds

Men du gode Gud vi snakker op om alle andre og om dig faar jeg ikke det mindste at vide. Hvad er du egentlig?

Pr?st.

Pr?st?

Ja husker du ikke, jeg studerede Theologi? Aa nej det var jo det, vi talte mindst om. Jo jeg er saam?n Pr?st.

Hvor l?nge har du v?ret det?

To Aar, min Ven.

Og hvor?

Paa Ly?.

Paa Ly?.

Ja.

Jasaa det er afsides hva'

Ja, det er det.

Jeg saa paa ham. Hvordan var det dog gaaet til. For?ldrene var jo rige. Deres Bal i Januar var det st?rste, jeg var til dette dejlige Hus paa Gammeltorv med de to Lygter paa Porten og den gamle Portner, som lukkede Porten saa lempeligt og sagte op og i og de lune Trapper med T?pper opad Trinene, og den runde godmodige Etatsraadinde med de rare klare ?jne, hun, som altid hjalp os, naar det kneb.

Og Elisabeth ja Elisabeth, S?steren hvad var der mon blevet af hende?

Saa elegant hun var, rank og fornem med det stille Smil, der forbl?ffede mig saa komplet hvor var hun elegant og rolig som hun bar sit Hoved, og hvor hun hilste hvor jeg havde sv?rmet for hende min f?rste Forelskelse med Haabl?shed og gamle Blomster og et Billede jeg havde stjaalet af Kristians Album og som jeg sad og kyssede paa de filosofiske Forel?sninger.

Og nu nu var han blevet Pr?st paa Ly?.

Som om min gamle Kammerat gj?ttede mine Tanker, sagde han:

Ja min Ven der kan h?nde meget i otte Aar.

Ja der kan h?nde meget.

Vi sad lidt tavse, saa sagde han:

At Fader d?de, h?rte du vel det var vist kort efter, du var rejst.

Ja jeg h?rte det helt kort.

Det var et s?rgeligt D?dsfald han vilde jo ikke overleve Ulykken.

Jeg vidste intet at sige. Jeg tav og ventede.

Ja alt det vidste vi ikke noget om i den Tid i den f?rste Tid, da vi to omgikkes mest men senere, da vi allerede saas mere sj?ldent hver fik jo sit at gj?re og t?nke paa fik jeg det jo lidt efter lidt at vide. Fik noget at vide og gj?ttede mere.

Det var gaaet sv?rt tilbage med Fa'ers Forretning Fa'er havde altid "vovet" meget og sp?ndt Krediten til det yderste, af hvad det gamle Navn kunde b?re. Saa kom der Uheld efter Uheld, Tab efter Tab.

Og saa skulde der skjules og d?kkes over det. Og vi f?rte stadig st?rre Hus baade for at bedrage Mo'er og alle fremmede, Elisabeth og jeg var de eneste, som vidste det.

Den gamle Kasserer havde i sin Angst betroet det til mig.

Ved du, det er grueligt at leve i saadant et Hus, som staar for Fald-det er som Ruinen lurede i alle Kroge. Og saa Spektaklet og Festerne, og vi indviede, som vogtede paa hinanden for at se, om vi spillede vore Roller godt

Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg m?des og trykke hinanden krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet Blik.

Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han:

Ja den stakkes Elisabeth.

Hvorfor hvad er hun nu hun er er vel gift?

Nej hun h?vede sin Forlovelse den Vinter den Vinter den sidste Vinter h?vede hun den pludselig

Hvem var han? Var det ikke Thorsen?

Jo v?d du, hun handlede ret han havde forlovet sig med den rige Pige

Men naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham.

Og han tog imod det uden videre lod hende gaa?

Min Ven, hvad skulde han gj?re? Han havde atten hundrede Kroner om Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler. Han var meget bedr?vet, tror jeg Nu i Foraaret blev han gift

Saa stor var Bedr?velsen Aa ja Min Ven tog sig ned over ?jnene.

Ser du, sagde han, det kan man ikke d?mme. Hjertesorg og Hjertesorg er to Ting og den er ikke ens for alle

Og hvordan gik det saa ellers

Fa'er holdt det gaaende til det sidste, Aa den sidste Tid du, da jeg vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de st?vede rundt efter Penge til vore Vexler og det drejede sig om timer. Bankerne, forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig tilbage og v?grede sig og gjorde Oph?velser og akcepterede ikke mer.

Jeg husker en Gang der var blevet pr?senteret en Vexel i Banken, saa kom der Bud tilbage, at Direkt?ren ?nskede gjerne at tale med Fa'er personlig

Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom.

Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.

Og Vexlen? sagde han.

Ja den blev ikke akcepteret. Direkt?ren sagde en Formfejl.

Godt. Vil De ringe der skal sp?ndes for

F?r gik Fa'er altid. Men i den sidste Tid holdt han mest af at kj?re. Jeg tror, det var for at skjule sig, forstaar du, v?re alene den Tid ialfald og saa vel ogsaa for at vise Vognen

Fa'er var bleg som et Lig, da han skulde afsted.

Han stod lidt foran Spejlet.

Ser jeg meget daarlig ud, spurgte han.

Aa nej som du plejer.

Hvad vil det sige med Vexlen? spurgte jeg sagte.

Hvad det vil sige? Og Fa'er s?nkede Stemmen: Hvad det vil sige. De har ingen Tillid mere.

Aa du, aldrig skal jeg glemme Tonen i de Ord.

Saa kj?rte han.

Kassereren og jeg ventede i D?dens Angst det havde v?ret Ruinen, om det ikke var gaaet i Orden, ser du, Ruinen strax og redningsl?st.

Der gik en halv Time, f?r Fa'er kom tilbage.

Kassereren turde ikke sp?rge, da han kom ind i Kontoret.

Men Fa'er havde sin gamle fornemme Haandbev?gelse fra de gode Dage, da han sagde:

Det var naturligvis en Misforstaaelse, gode Carlsen. Direkt?ren bad mig undskylde.

Men det var ikke forbi med den Dag, og v?rre Dage kom.

Du kjender den ikke, den Vexelpine, som grubler og regner og fortvivler og haaber og atter fortvivler.

Nu var det Spil bare fortvivlet Spil.

Inden Klokken tolv skulde Pengene skaffes tusinder, du, titusinder tit og Klokken ti naar han kom paa Kontoret, vidste Fader ikke mer, hvor han skulde ta'e disse titusinder end du og jeg.

For der var ingen Beregning mer, intet Haab mer desv?rre Bare at hale det ud, at haane det, som maatte komme, narre Ruinen og Elendigheden for en Dag.

Saa kom disse to Timer fra 10 til 12 med Grubien og Regnen og Hitten paa Udveje og Pr?ven paa Laan og Breve skrevet med rystende Pen og og med Livet i H?nderne ventedes vore Bude fra Bankerne, og vi omlagde Bel?b og vi prolongerede Vexler Blot at faa Renterne, blot at faa dem.

Alt Liv, hele Tilv?relsen opsugedes af disse to Timer. Dette gr?sselige Mareridt af Venten og Plattenslageri ja, du for det blev det og af Angst.

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gj?re af mig selv. Jeg kunde ikke blive i Fa'ers Kontor det vilde v?kke Opsigt. Og han havde jo desuden Bes?g ; han maatte sidde der, Kvarter efter Kvarter; og maatte tale om ligegyldige Ting og h?re paa Middagsreferater fra tykmavede Etatsraader mens han sad i D?dsskr?k for hele Existensen

Nej derinde kunde jeg ikke v?re.

Ofte gik jeg oppe i Spisestuen rundt om Bordet lange Tider. Det var som det dulmede.

Mo'er kom ind.

Hvad er der dog, Kristian? sagde hun. Du piler rundt. Har du Tandpine?

Hvad er der dog i Veien.

Ingenting jeg t?nkte bare paa noget.

Og jeg gik, for ikke at gj?re hende urolig.

Hjemme kunde jeg ikke v?re, og ude heller ikke.

Jeg kunde gaa paa Gaden, tvinge mig til at l?se paa Plakater, se ind ad Butiksruder og lige med et fo'r det i mig: Det er sket det er kommet.

Og angst l?b jeg hjem, og n?rmede jeg mig Torvet, turde jeg alligevel ikke gaa hjem.

T?nk, om det var sket.

En Dag havde Fader givet Ordre til, at at han ikke vilde forstyrres. Ingen maatte gaa ind til ham. Jeg vidste, hvad det bet?d, at det var det yderste.

Jeg gik ind i Kontoret. Fader sad ved Skrivebordet. Panden havde han lagt ned mod Bordkanten; hele Figuren var som sammenfalden. Jeg stod lidt og ventede. Saa l?ftede Fader Hovedet og sukkede og tog hastig fat paa et Brev.

Jeg gik et Par Skridt, og han h?rte mig og fo'r sammen.

Er det dig, sagde han barsk, hvad vil du?

Jeg saa paa hans Ansigt, og jeg kjendte ham n?ppe igjen. Saa angstfuldt og sl?vt et Blik paa samme Tid.

Men Fa'er, sagde jeg, Fa'er er der da intet Haab?

Men et Nu efter ved jeg hvordan laa vi med Hovedet ind til hinanden, og Fa'er, han gr?d med Hovedet mod min Skulder.

Naa saa til Arbejdet, sagde han, saa l?nge der er Liv, er der Haab.

Og aldrig glemte han at sige: Intet til Moer ikke et Ord til Mo'er Hun maa ikke ane det, hun vilde ikke overleve det.

Hun overlevede det.

Og naar saa Pengene var skaffet, og Budene kom hjem fra Bankerne og Vexlerne var i Orden saa var det, som en ub?ndig Trang til at leve, til at nyde, kom over Fader.

Han, som altid f?r i sine egne Vaner havde v?ret tarvelig ham var nu ikke det fineste godt nok. Vinene fik han ikke dyre nok, ikke uds?gte Ting nok for sin Gane han holdt af sarte og bl?de Stoffer paa sit Legeme. Det var Silkeundertr?jer og Silkestr?mper, og Silket?pper til hans Seng. Og Peltse og Overfrakker og Paletoter i en Uendelighed.

Mo'er sagde tit: Ja det si'er jeg, det er de gamle Aar, som bli'er tossede Faar vi ikke en Laps ud af Jeres Fa'er.

Og saa lo Mo'er, og i Grunden var hun glad ved at se ham saa soigneret og saa silkebetrukken. Og kj?n var han ogsaa du, smuk og imponerende til det sidste.

Slank og elegant og smidig, og saa denne Stemme, som du husker, der ikke vidste, hvad det var at skrige eller blot at blive skarp dirre kunde den kun, i st?rk Bev?gelse men som altid rullede Ordene saa ligeligt frem lige som over bl?d Filt.

Det var blevet Skik, at vi f?rst spiste Frokost Klokken et, naar "den hede Tid" var ovre.

Saa kom Fa'er op, og aldrig havde han set saa ung ud, havde aldrig haft saa sp?nstig en Gang, saa l?nge jeg kunde huske.

Og det var ligesom hele Huset paa ?n Gang blev trukket op ligesom et Uhrv?rk til en febrilsk og springende Munterhed, saa snart Fa'er kom.

Som om alle tr?ngte til St?j, som om alle vilde v?re lykkelige en sidste Gang.

Fa'er gik sj?ldent ned i Kontoret efter Frokost. Han blev oppe. Der var jo ingen Forretninger mer. Der var bare Kampen for Dagen, og den var f?gtet til den n?ste Dag.

Vi kj?rte Ture, vi tog ud paa Landstedet. Fader havde tusinde Indfald; han arrangerede og fandt paa.

Jeg husker en Aften der havde v?ret fremmede hos os, og Fa'er havde sunget du ved, han havde saadan en smuk Sangstemme. Saa stod Mo'er henne ved Flygelet, da Fa'er kom hen og vilde slukke Lysene. Hun lagde Armene om hans Hals og sagde:

Ja, er det ikke, hvad jeg altid har sagt det er f?rst Aarene, der bringer den rigtige Lykke.

Hvor Fa'er slukkede Lysene hastigt.

En anden Dag var vi ude paa Landet. Aa du det med Landstedet, da det blev solgt det var en af de tungeste Dage af dem, som kom siden bagefter. Husker du, hvor der var smukt derude? Sommeraftener Vinl?vgangen langs med Strandvejen: naar man gik der, i M?rket, og inde i Havestuen var der Lys og hjemligt og muntre Stemmer.

Saa mange Aftener gik vi der vi unge i de forelskede Dage, du, to og to, talte og tav, lykkelige blot ved at gaa der og v?re hinanden n?r.

Der var det ogsaa Elisabeth og Thorsen blev forlovede. Det var en Sommeraften vi kom ind fra Haven, vi havde spist paa H?jen. Saa sagde Thorsen med ?t overgiven:

At saa dannede Folk kan m?blere saa smagl?st. Og han begyndte at flytte et Par Stole. Du kjendte Thorsen, hvordan hans Indfald kunde smitte. Ikke gik der fem Minuter, f?r vi alle l?b om med sit, og flyttede og regerede.

I et Kvarter var hele Stuen lavet om.

Saa vilde vi ogsaa omkalfatre det n?ste V?relse.

Men Fa'er sagde: Nej lad det v?re her skal ikke forandres. Herinde blev Mo'er og jeg forlovet og der saa' ud som den Dag idag her skal det blive.

Lidt efter saa var Elisabeth og Thorsen blevet borte oppe paa H?jen, tror jeg, fik han hende sagt hvad han havde paa Hjerte.

Men, du, hvor jeg springer i det det gaar saadan, alle Erindringer kommer paa ?n Gang, og man ved ikke, det standser ikke, og det ene tager det andet

Det var det, jeg vilde fort?lle dig om den Aften, den sidste Aften, vi var ude paa Landstedet. Det var kun Fader og mig; Mo'er og Elisabeth var taget til en Koncert.

Fa'er tog min Arm, og vi gik Haven rundt. Sneen var smeltet paa Pl?nerne, og rundt om spirede det f?rste Gr?nne. Jeg br?d en r?d Ribsblomst af: Se, der er allerede Blomster, sagde jeg. Naar mon der skal plantes Hyacinter ud?

Du kan sige Hansen til, sagde Fa'er. Men jeg vil forandre iaar. Jeg vil have franske Bede paa Midtpl?nen og et Rosarium rundt om Drivhuset. Jeg maa huske at tale med Etatsraad Knudsen om det. Vi kan tage et Parti Originaltr?er hjem fra Nizza alt det andet er dog Kludder.

Og mens vi gik, talte han uafbrudt og havde hundrede Planer.

Men da vi kom op til Havetrappen, holdt han pludselig inde. Han tav ligesom med et Ryk. Korthuset faldt vel sammen med ?t. Virkeligheden var der.

Og da vi kom ind, gik han stille om i V?relserne, standsede ofte og saa' sig om. Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind i Mo'ers V?relse. Han blev l?nge derinde, mens jeg ventede.

Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde gr?dt.

Kom, sagde han stille, nu gaar vi.

Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang.

Stilf?rdig lukkede han alle D?rene, l?ftede Lyset en sidste Gang og saa' ind over Dagligstuen.

Jeg var tilmode, som lukkede vi for et Lig derinde.

Men er du ikke tr?t, min Ven, af at h?re paa mig? Vi har Skam hver og en selv saa meget at t?nke paa, at det er lidt meget at bebyrde en fremmed med saadan en Ladning uvedkommende Jammer

Aa, nej, jeg tr?t hvor vil du hen? Jeg har dog lidt Hjerte i Livet.

Ja, det ved jeg Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette til ingen og naar man saa begynder saa er det ja, som sagt det ene kommer, og det andet slaar F?lge

Hvor l?nge varede det saa?

Det var i Maj det skete. Den nittende Maj. Vi laa i Flytningen til Landstedet. Fa'er vilde ud, han havde ingen Ro paa sig, vilde vel ogsaa aflede Mo'ers Opm?rksomhed og min.

For nu tilsidst fors?gte han jo ogsaa at berolige mig. Vexeljageriet h?rte op, Pengene var der, Udbetalingerne blev pr?steret.

Jeg spurgte Kassereren, om der virkelig var Penge.

Ja, der var aldrig Mangel.

Og den gamle Mand b?jede sit gamle graa Ansigt over B?gerne og saa' ikke paa mig.

Men hvordan gaar det til? Karlsen hvordan kan det gaa til? Saa pludseligt? Saa mange Penge?

I saa stor Forretning og gamle Karlsen blev ved at skrive sine Tal, kan det jo hurtig skifte. Etatsraaden har f?r haft Held, sagde han.

Og jeg turde ikke sp?rge mer; angst saa' jeg kun Morgen efter Morgen paa Karlsens gamle Ansigt, der blev gulere Dag for Dag under det hvide Skj?g.

Jeg s?gte at berolige mig selv, og midt under et Selskab naar Fader pr?siderede i den h?je Spisestue midt for Bordet, som under den store Krone straalede af alt Husets gamle S?lv og jeg saa' Mo'er saa sikker og saa lykkelig midt i alt det Velv?re, hvori hun var voxet op blev jeg overfaldet af en forf?rdelig Angst. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg frygtede men jeg kunde have skreget h?jt af Fortvivlelse og Angst.

Naa saa kom denne forf?rdelige Dag.

Som sagt vi laa i Flytningen Mo'er og Elisabeth havde allerede v?ret ude paa Landstedet tre-fire Dage. Om Morgenen just den Dag var jeg taget derud, og hele Formiddagen var jeg oppe paa mit V?relse og stillede mine B?ger op og ordnede mig for Sommeren.

Jeg vidste ikke, hvor Tiden var blevet af, da Tjeneren kom op og sagde, at Maden var paa Bordet. Men Etatsraaden var rigtignok ikke kommet hjem.

Fa'er ikke?

Nej, men Etatsraadinden mente, det var bedst at spise.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev strax angst og l?b ned.

Elisabeth stod nede i Vestibulen og ventede paa mig.

Elisabeth, sagde jeg, hvor er Fa'er?

Fa'er er ikke kommet hjem, sagde hun.

Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde Elisabeth: Aa Gud, aa Gud hvad skal det dog blive til Der sker en Ulykke.

Vi gik ind, og vi satte os til Bordet for ikke at skr?mme Moder.

Hvor det ligner Fa'er, sagde hun. Han vil ikke ha'e Flyttedagsmad.

Kr?sen Junker, saa bli'r han inde.

Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver St?j, om det ikke kunde v?re Fa'er, som kom og vi r?rte knapt Maden.

Naa, sagde Mo'er, I er ogsaa kr?sne? I spiser ingenting.

Vi tvang nogle Mundfulde ned og saa' paa hinanden.

Da vi rejste os fra Bordet, kunde jeg ikke holde det ud mere. Det var som jeg skulde kv?les af Uro og Angst. Jeg sagde, jeg maatte til Byen i et ?rinde, og jeg lod sp?nde for Vognen og kj?rte.

Mo'er stod paa Verandaen og raabte ud til mig:

Hils Fa'er, den Kr?senpind.

Jeg bad Kusken kj?re rask, og jeg syntes, det varede en Evighed, inden vi naaede Byen. Jeg saa' Etatsraad Knudsen, udenfor SporvognsVentesalen, staa og slaa ud for en Herre og demonstrere og tale h?jt.

Det er om det, han taler, sagde jeg til mig selv, det er om os, han taler.

Jeg tvivlede ikke mer. Jeg blev ved at sige h?jt: Det er om os. Det er om os, og vidste ikke, hvad jeg selv sagde. Jeg kom ind i Gaderne, og min Angst steg, da jeg saa' Husene i Bredgade og h?rte Stenbroen under Hjulene.

Da vi kom hjem, stod Porten aaben paa vid Gab. Vognen holdt. Inde paa Trappen stod Portnerkonen og gr?d.

Hvad er der, hvad er der dog?

Aa Gud, aa Gud, sagde hun, saadan en Ulykke.

Og jeg l?b hende forbi ind i Kontoret, hvor alle Kontoristerne havde forladt deres Pulte og stod i Klynger og talte i Munden paa hverandre. Og da de saa' mig, blev de stille, alle paa en Gang, og saa' ned mod Gulvet Som var det i dette Nu, det skete, h?rer jeg denne pludselige Stilhed og Lyden af Linealen, som gled ned fra en af Pultene og faldt paa Gulvet.

Karlsen kom ind fra Faders Kontor og saa mig.

Er De der? sagde han; han kunde n?sten ikke tale. Han drog mig ind til sig: V?d Deres Moder det?

Hvilket? Hvilket dog?

Hva' Karlsen saa paa mig og trak mig ind paa Kontoret.

Karlsen, sagde jeg, hvor er Fa'er? Karlsen svarede ikke. Han vred de foldede H?nder og svarede ikke.





: 1 2